Selvom togbroen vakler bliver huse på ruten opkøbt
Selvom modstanden mod togbroen over Vejle Fjord ser ud til at tiltage, så fortsætter Vejdirektoratet sine indledende øvelser til byggeriet.
Transportminister Hans Christian Schmidt (V) sagde tilbage i november, at han var imod togbroen, og for nogle uger siden var det Dansk Folkeparti, der på grund af faldende oliepriser mener, at budgettet for den såkaldte Togfond smuldrer, og derfor vil også det droppe broen.
Men trods den usikre fremtid fortsætter arbejdet med projektet altså. Det skriver Jyllands-Posten.
Man er i fuld gang med en VVM-redegørelse, der er afsat 91,9 millioner kroner til at gennemføre, og staten har ifølge avisen overtaget mindst 12 ejendomme fra borgere, som boede i området, hvor broen skal være. Alene i april er der indgået aftaler om opkøb af tre huse, skriver avisen.
Samlet er der købt ejendomme for omkring 47 millioner kroner, oplyser Vejdirektoratet til Jyllands-Posten.