Mor fik syv års fængsel for drabsforsøg på egne børn
Den 31-årige kvinde fik dog rabat på straffen
Fredag faldt der dom i den uhyggelige sag om en 31-årig kvinde, som på en parkeringsplads på Munkebjergvænget i Odense 31. maj sidste år forsøgte at gasse sine to børn ihjel, mens de sad i hendes bil.
Det skriver Fyens.dk.
Kvinden blev idømt syv års fængsel for det dobbelte drabsforsøg, men retten valgte at give mindst et år i rabat i forhold til retspraksis på området, idet kvinden blandt andet selv forinden drabsforsøget forsøget at få hjælp for sin psykiske uligevægtighed.
Ved 22-tiden den pågældende aften gav hus sine to børn på halvandet år og fem år sovepiller og placerede dem i bilen, som hun satte en støvsugerslange ind i.
Støvsugerslangen var koblet til bilens udstødningsrør, og dermed var hendes mål at dræbe børnene ved at pumpe kuliltegas ind i bilen, således at de blev forgiftet og til sidst ikke fik ilt.
Den 31-årige var selv i bilen under drabs- og selvmordsforsøget.
Moderens uhyggelige foretagende mislykkedes heldigvis, fordi der ikke kom nok udstødningsgas ind i bilen.
De to børn er nu hos en plejefamilie.