Ny direktør til ny forvaltning
Første maj opretter Kolding Kommune en Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning.
49-årige Michael Petterson bliver fra 1. juni direktør for den nye forvaltning, der dækker hele arbejdsmarkedsområdet, herunder jobcentret, samt integration, hvor der blandt andet skal sikres beskæftigelse til de mange nye flygtninge, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.
Michael Petterson har to officersuddannelser og en Master of Public Management, og kommer fra en stilling som Arbejdsmarkedschef i Vejle Kommune.
”Jeg ser frem til, at Kolding Kommune i samspil med mange interessenter og gennem virksomhedssamarbejde kan udvikle ydelser til borgere og virksomheder. Det gælder på arbejdsmarkedsområdet generelt og i integrationen af nye borgere, som jeg også har erfaring med”, siger Michael Petterson.
Børne- og uddannelsesdirektør Helle Thiele konstitueret som beskæftigelses- og integrationsdirektør indtil Michael Petterson tiltræder.