Det er en fælles opgave
SønderjyskE har brug for al den støtte de kan få i aften
Nedtællingen er i gang. Nervøsiteten stiger. Man kan mærke i hver celle i kroppen, at i dag er noget helt særligt.
De lyseblå spillere har vendt en 1-3 til 3-3. Det må ikke være forgæves. I aften skal de regerende mestre tage skridtet ind til endnu en finaleserie, og det vil de gøre alt for.
Og de er ikke alene. En hel landsdel står bag dem, og i løvernes egen hule, SE Arena, vil 4.500 af de 5.000 heppe på dem. Det er Danmarks bedste ishockeypublikum og landets største ishockeykor.
Det er aftner som disse der gør ishockey til noget helt særligt, og det er her byer som Vojens løfter sig op fra små samfund med tomme butikslokaler til byen som alle kigger på. Det er Vojens', Haderslev kommunes, SønderjyskEs og hele Sønderjyllands aften. Og den begynder klokken 19.00. Vi kan allerede nu offentliggøre dagens tilskuertal - det er 5.000.