Fortsæt til indhold

Positiv tendens - svagt stigende karakterer

Kvalitetsrapporterne for skolerne godkendt af kommunalbestyrelsen

Arkiv
Ole A Sørensen

Der var fra politikerne roser til både lærere, elever, skoleledere samt forældre for gode resultater, da sagen var oppe at vende i kommunalbestyrelsen. Generelt er karaktererne ved afgangsprøverne i 9. klasse steget både i dansk, engelsk og matematik. Kommunalbestyrelsen vedtog tilbage i 2012 et kvalitetsløft i skolerne. Målet var blandt andet, at afgangseleverne skulle have en gennemsnitskarakter på 6,5 i dansk og matematik samt 7,2 i engelsk. I sommeren 2015 fik 9. klasserne en gennemsnitskarakter i dansk, matematik og engelsk på henholdsvis 6,8, 6,3 og 7,5. Så det er positivt og tendensen er tydeligt på rette vej.

Særlig indsats

Kvalitetsrapporterne for skolerne viser også, at 7,5 procent af de unge, som afsluttede folkeskolen i Hvidovre i sommeren 2015, ikke havde de fornødne faglige forudsætninger for at starte på en ungdomsuddannelse. Samtidig viser beregninger, at flere unge vil droppe ud af den ungdomsuddannelse, de er startet på. Kommunalbestyrelsen har derfor afsat 2,5 millioner kr. årligt til en særlig indsats, der skal støtte netop disse 15-17-årige i at komme videre med deres uddannelse.

Spændende projekt

Som tidligere omtalt i Hvidovre Avis er Hvidovre - sammen med Ålborg Kommune - blevet udvalgt til at deltage i et uddannelsesforløb, der skal gøre SSP-lærere på skolerne klogere på æresrelaterede konflikter. Tre SSP-lærere fra henholdsvis Engstrandskolen, Frydenhøjskolen og Gungehusskolen skal sammen med kommunens SSP-konsulent rustes til bedre at kunne identificere, støtte og vejlede unge, der har udfordringer af æresrelateret karakter. Kommunalbestyrelsen har nu godkendt projektet, der løber frem til den 31. december 2018, og resultater. Erfaringerne fra Hvidovre og Ålborg skal derefter udbredes til andre kommuner i landet. Det er Styrelsen for International Rekruttering og Integration, der står for kursusforløbet.