Fortsæt til indhold

Saksespark fra Zeus

Teater Zeus spiller forestillingen "Fire Fjerdedele" i Teatersalen på Hvidovre Strandvej 70 A onsdag, torsdag og lørdag i denne uge

Arkiv
SGR

Lidt for forudsigeligt

I en tid, hvor vores søgen efter “det gode” liv måske er mere synlig, mere digital og mere endimensionel end nogensinde før, rammer Zeus’ saksespark plet. Anna er den rodløse, frie sjæl, som pludselig opdager hvor dybt hun alligevel har slået rødder i et rigtig fint, men nok også lidt for forudsigeligt liv. Et liv, der er godt gødet af konformitet, tvungne parmiddage og undertrykte drifter. Og da hun først begynder at kaste et par af sine hæmninger over bord, og lader drifterne råde, krakelerer hele hendes tilværelse selvfølgelig med raketfart. Og når først det hele revner, synes det næsten umuligt at få stoppet bare et par af hullerne til igen.

Hvidovre Ungdoms Teaters voksen scene ”Teater ZEUS” spiller forestillingen Fire Fjerdedele

Moderne, musikalsk drømmespil

Lise M. D. Bonde giver et rigtig troværdigt bud på den krakelerende Anna, som kastes ud i et moderne drømmespil, skrevet af Teater Zeus’ egen dramatiker, Heidi van den Heijkant Christiansen. Og netop det drømmelignende univers understøttes enormt fint af Brdr. Hermansens smukke lydspor. Som musikalske kommentatorer formår de to musikere at glide ubesværet ind i det syrede, zeus’iske univers, hvor instruktør, Anders Jessen Møller, og spillerne har haft masser af plads til at eksperimentere med både udtryk og sceniske virkemidler. “Fire Fjerdedele” spiller i Teatersalen på Hvidovre Strandvej 70 A onsdag den 27. og torsdag den 28. april kl. 20.00 samt på lørdag den 30. april kl. 17.00. Billetter koster 60 kr., og kan købes via place2book.com - eller kontant i døren.

Forårsforestillingen handler om søgen efter det almindelige, det gode, det rigtige liv.