- Efterlyser omtanke når flygtninge skal placeres...
- Det er uanstændigt bare at OVERVEJE at sætte flygtningepavilloner op Parallelvej, mener Ørskov...
En række forslag er bragt i spil - køb af lejligheder/huse, lejligheder hos almennyttige boligselskaber, beboelsespavilloner på eksempelvis Byvej eller Høvedstensvej, ombygning af Stevnsbogård for op til 6,3 mio kroner og politibygningen i Bytoften. Også de såkaldte "venligboliger" - en slags anneks, som kan stilles op hos villaejere med ekstra plads i haven - overvejes som en mulighed. - På det seneste økonomiudvalgsmøde skulle vi tage beslutning om, hvilke løsninger der skulle arbejdes videre med, fortæller Steen Ørskov (C): - Og på mødet dukkede et forslag om at opstille flygtningepavilloner på grunden på Parallelvej op - på den grund, hvor man netop har revet institution Nymarken ned. Konservative fandt ingen grund til at følge beslutningen, som resten af økonomiudvalgets medlemmer traf, idet nogle af mulighederne ikke giver mening for os. Dels er Konservative decideret imod en eventuel indkvartering på Stevnsbogård i et lille, følsomt lokalområde, hvor selv et begrænset antal flygtninge vil være meget synlige. Dels synes vi også, at det er meget ubetænksomt at inddrage den ny mulighed med at placere flygtningepavilloner midt i villakvarteret på Parallelvej, hvor et flertal i kommunalbestyrelsen har besluttet, at der skal opføres fire parcelhuse...
Ny kanin op af hatten
- Selv om der ikke er truffet nogen beslutning endnu, så siger det noget om visse politikeres tankesæt, at man overhovedet vil bruge ressourcer på at inddrage denne løsningsmulighed, fortsætter Ørksov: - Jeg vil tro, at beboere i området vil føle sig temmelig trådt på her umiddelbart efter, at man har ignoreret cirka 300 borgeres indvendinger mod fremtidig bebyggelse af den tilstødende Cirkusgrund. Samtidig var det med dyb undren, at jeg konstaterede, at både Dansk Folkeparti og Venstre støttede beslutningen om at inddrage "Parallelvej-muligheden", for de er jo - ligesom blandt andre Konservative - del af det flertal, som allerede har bestemt, hvad der skal ske på grunden. Det virker absurd oven på det forløb, som vi har set netop med lokaliteten på Parallelvej, hvor Socialdemokraterne på alle tænkelige måder forsøgte at gennemtrumfe en anden løsning, og hvor sagsbehandlingen og nedrivningen blev trukket ud i det uendelige. Nu er bygningen væk, og man skal blot plante et "Til Salg-skilt" på grunden. Men så kommer der en ny kanin op af hatten. Jeg mener faktisk, at det er uanstændigt. Og jeg kan heller ikke forstå logikken i at udsætte opførelsen af fire parcelhuse, som vel betyder fire nye familier, som lægger godt en million i kassen årligt i skat...
Flere brugbare løsninger
Konservative mener, at Hvidovre uden større problemer kan optage de 43 flygtninge. - Det kan vi, hvis vi spreder udfordringen lidt rundt omkring i byen, pointerer Steen Ørskov: - Vi har selv peget på den tomme og nedlagte politibygning i Bytoften, som en midlertidig løsning samt på et lidt højere antal personer på vandrehjemmet ”Belægningen” i lejren, hvor der netop nu bor cirka ni personer - uden at det giver problemer. Dertil ser vi muligheder for at anbringe beboelsespavilloner omkring Byvej 98, hvor en bygning er revet ned for nylig, og så må man tage en dialog med de almennyttige boligselskaber om at tage et antal flygtninge ind dér også. Løsningen med "venligboliger" er ikke vores valg, men skulle der være nogle villaejere, som vil have en "hytte" stillet op i deres have og huse flygtninge, så finder vi nok også ud af at inddrage dén løsning, slutter Steen Ørskov...