Mere frihed til lærerne i Odense kommune
Ny aftale om lærernes arbejdstid sikrer bedre balance
Mulighed for hjemmearbejde, timer der skal sikre balance mellem undervisning og forberedelse og ti tvungne akademidage. Det er dele af en ny arbejdstidsaftale mellem Odense Kommune og Odense Lærerforening, oplyser TV2 Fyn på baggrund af et pressemøde, som Anker Boye og Susanne Crawley afholdte fredag klokken 17.
Aftalen betyder, at lærerne får fem ugentlige arbejdstimer, som de selv kan bestemme hvor og hvornår de vil afvikle. De skal altså ikke længere være alle 37 timer om ugen på skolen, men må fremover godt tage fem af de timer i hjemmet om aftenen. Der er dog ikke tillæg, hvis lærerne vælger at lægge dem om aftenen.
Der afsættes også 10 tvungne akademidage om året, hvor lærerne skal være til stede. Dagene skal bruges til samarbejde og fællesforberedelse med skolens andre lærer. Blandt andet til planlægning af det kommende skoleår. Fem af dagene er allerede fastlagt til august, imens de fem andre kan spredes ud over resten af skoleåret.
Derudover lægges der et antal timer enten først eller sidst på dagen, som lærerne selv råder over. Altså timer, som lærerne selv kan justere fra uge til uge, hvor mange de vil bruge. De skal dog afvikles på skolen, skriver TV2 Fyn.
Dermed støder Odense endelig til listen over kommuner, som har indgået lokale aftaler om, hvordan lærerne kan bruge deres arbejdstid. Ifølge Danmarks Lærerforenings tal fra marts har i forvejen 62 ud af landets 98 kommuner lavet sådanne aftaler. I 2013 afviste byrådet ellers netop at indgå sådan en aftale. Det oplyser fyens.dk.
Folkeskolereformen og loven om lærernes arbejdstid trådte i kraft for halvandet år siden.
Aftalen gælder foreløbig for næste skoleår. Det vil sige fra 1. august 2016 til 31. juli 2017. Den kan opsiges med tre måneders varsel.
Lokalavisen Odense følger sagen. Læs mere i vores næste avis, der udkommer torsdag den 28. april.