Stort publikum skal hjælpe Team Esbjerg i DM-finalen
Lørdag ved godt 18.30-tiden ved Team Esbjergs spillere, om de har bragt sig i den anden DM-finale i klubbens historie, eller om Team Tvis Holstebro i de sidste minutter af det første semifinaleopgør oparbejdede et afgørende forspring med sejren på 32-27. Vind med fem mål og scor flere end 32 mål eller vind med seks mål, er succeskriterierne for Team Esbjerg før sandhedens halvanden time i Blue Water Dokken.
"Nu er det os, der har hjemmebane og en fyldt hal i ryggen, og det er fuld fart frem. Men det er samtidig vigtigt at holde fast i strategien og holde hovedet koldt mod et Team Tvis-hold, der er godt spillende," siger Team Esbjergs cheftræner, Lars Frederiksen.
Han, trænerkollega Lars Krogh Jeppesen og spillerne har i denne uge været i håndboldværkstedet for at træne spilsituationer, se video og snakke taktik. Alle er maksimalt forberedte.
"Når man har en hel uge til at se frem til en bestemt kamp, går man lidt dybere, end man plejer. Men det er en balance at undgå, at spillerne får for meget taktik ind i hovederne. Vi har haft en god snak med spillerne om, at der er flere momenter, vi kan gøre bedre end i den første kamp. Der er to hovedelementer: Vi skal have en højere scoringsprocent, for vi brændte for meget i Holstebro, og vi må ikke lukke 32 mål ind igen," siger Lars Frederiksen.
En kamp, der afgør finaledeltagelse og kan definere en hel sæson, har også en mental dimension. Men de potentielle spillemæssige forbedringer har domineret i forberedelserne. Team Tvis havde en dræbende anden fase drevet af den svenske stjerne, Nathalie Hagman, der scorede en del af sine 11 mål og satte andre spillere op til skud i den sårbare fase, før Team Esbjerg-defensiven var fuldt organiseret efter returløb. Det skal ændres i kamp to.
"Målmandsduellen bliver også en afgørende faktor. Jeg siger ikke, at vi nødvendigvis skal vinde den, men der må ikke være mange procents forskel i redninger. Og så får publikum kæmpebetydning. De tilskuere, der kommer for at bakke os op, skal bare vide, at det bliver med deres hjælp, hvis vi klarer os. De skal med fair midler lægge pres på modstanderne i alle situationer, hvor der kan være tvivl, og de må gerne lægge 20 procent til deres opbakning, akkurat som spillerne skal løfte sig 20 procent på banen," siger Lars Frederiksen.
Filippa Idéhn er tilbage efter at have fået fjernet blindtarmen ved et mindre indgreb for 14 dage siden, og hun og Emily Stang Sando er klar til den omtalte målmandsduel med Silje Solberg og Ida Vium.
Team Esbjergs trup til semifinalen i Super 6 i Primo Tours Ligaen, anden kamp, mod Team Tvis Holstebro lørdag den 23. april kl. 17.10 i Blue Water Dokken:
Målmænd: Emily Stang Sando, Filippa Idéhn og Alberte Stenderup
Venstre fløj: Susanne Kastrup Forslund og Maria Mose Vestergaard
Højre fløj: Maibritt Kviesgaard og Tove Seest
Streg: Rikke Zachariassen, Stine Bodholt Nielsen og Ulrika Toft Hansen
Bagspillere: Laura van der Heijden, Estavana Polman, Jenny Alm, Betina Riegelhuth og Ida Bjørndalen.