Mange kendisser ”På nye eventyr” i Legoland
Der var trængsel foran Lego Studios, da den røde løber – i bedste Hollywoodstil – var rullet ud i forbindelse med premiere på den nye Lego-film ”På nye eventyr”. Legoland havde inviteret en række kendisser til at være gæster til den første fremvisning, og den invitation havde rigtig mange takket ja til.
I flæng kan nævnes: Annette Heick, Mia Lyhne, Saseline, Tim Vlademir, Alexandre Willaume, Szhirley, Sara Bro og Thomas Buttenschøn – alle med familier, så der var liv og glade dage foran Lego Studios. Og naturligvis skulle alle – såvel børn som voksne – fotograferes sammen med filmens to hovedpersoner, Emmet og Graffititøsen.
Musikeren Thomas Buttenschøn havde taget hustruen, Cana, og børnene Jens og Peter med i Legoland, hvor også den godt 12 minutters lange film udspiller sig. I filmen genforenes Emmet og Graffititøsen og alle deres seje venner, og intet synes at kunne gå galt, lige indtil de møder Risky Business, som har en ond plan.
For familien Buttenschøn var det er stor oplevelse af se ”På nye eventyr” i det spektakulære 4D format, hvor både blæst, vand og røg er med til at gøre fortællingen endnu mere levende og hæsblæsende.
Billedtekst:
Musikeren Thomas Buttenschøn havde taget fru Cana samt børnene Jens og Peter med til premieren på den nye film ”På nye eventyr” i Lego Studios i Legoland.