DHG er Årets Håndboldforening på Fyn
En fornem hæder tilfaldt mandag aften DHG Håndbold, da Fyns Håndbold Forbund, FHF, på en repræsentantskabsmøde valgte at kåre klubben til Årets Håndboldforening på Fyn.
"De har alt i alt gjort et rigtig stort stykke arbejde for at fortjene kåringen. De har gjort en stor indsats for at få unge mennesker til at begå sig i dommergerningen, og det samme gælder arbejdet med at få unge til at blive trænere, mens de læres op af erfarne kræfter. I begge tilfælde laver de mange interne kurser og samarbejder med naboklubberne. Derudover er det lykkedes dem at sammensætte et hold af U18-spillere, der ellers var stoppet, og det er imponerende, for håndbolden har generelt meget svært ved at holde spillerne ved ilden fra U16 til U18, hvor antallet af spillere ofte halveres," forklarer FHF's formand Mogens Mulle Johansen til Lokalavisen Odense.
Han vil på søndag overrække klubben en pris for den flotte hæder i pausen af kampen mod Odder i Dalumhallen. En kamp, som er utrolig vigtig for DHG, da de to hold spiller om oprykning til damernes 1. division.