Ny butik med kunst og design åbner i Midtpunkt
En ny butik åbner i dag i Vejle. Det er butikken Ibens Arts & Vintage, der åbner i Midspunkt i Latinerkvarteret. Og netop placeringen i det voksende Midtpunkt er nøje udvalgt.
"Vi har tidligere været et år i Kolding Storcenter, men der passede vi ikke rigtig ind. Vi er ikke så mainstream, som det kræves at være i et storcenter. Derfor er det også helt bevidst, at vi har åbnet butikken, hvor vi har," siger Iben Poder, der startede butikken op.
Ibens Arts & Vintage sælger dansk kunsthåndværk. Alt fra gamle møbelklassikere, glaskunst og keramik til malerier og smykker. Kunsthåndværk, der er lavet af mange forskellige slags kunstnere.
"Vi vil hellere have mange små kunsthåndværkere end få store," fortæller Iben, der i sin nye butik sælger håndværk fra 38 forskellige kunstnere.
"Det er både pensionister og folk, der er nyuddannede fra designskolen. Det er meget forskellige kunsthåndværkere, men sådan skal det være. Vi ser meget gerne, at folk bare kommer ind fra gaden med en kuffert i hånden, og viser, hvad de har lavet," siger hun.
I fremtiden vil der også blive arrangeret små events, hvor man kan komme ind i butikken og se kunsthåndværkerne lave deres produkter.