Villaejere vendte hjem til indbrud
I går kom flere villaejere i Kolding hjem til en træls overraskelse efter weekenden, da der flere steder har været indbrud.
I Lucernehaven i Vonsild har ukendte gerningsmænd imellem lørdag klokken 19.00 og mandag klokken 08.40 brudt en terrassedør op, hvorefter de har gennemrodet huset og stukket af med en computer og smykker.
På Toftevænget - ligeledes i Vonsild - kunne beboerne i en villa konstatere, at deres bagdør var brudt op i løbet af weekenden. Her har gerningsmændene gennemrodet skabene, oplyser lokalpolitiet i Kolding. Indbrudstyvene er stukket af med en bærbar computer.
Imellem lørdag og mandag har indbrudstyve haft lidt utraditionelle metoder i brug, da de har brudt et vindue i en villa i Strandhuse op med en grensaks. Her er endnu ikke overblik over, hvad der er stjålet.
Det er der til gengæld på Nellikevej, hvor indbrudstyve først har brudt en terrassedør op, hvorefter de er stukket af med et Bjørn Wiinblad-fad og et musselmalet porcelæn stel, oplyser politiet.