Næsby-kvinder fortsætter suverænt sejrsridt
Odenseanerne er stadig ubesejret i kvalifikationen til landets bedste række
De dygtige fodboldkvinder fra Næsby BK tromler derudad i kvalifikationsturneringen til landets bedste række, 3F Ligaen.
Ti kampe skal der spilles frem til midten af juni, før det bliver afgjort, om fynboerne skal op og prøve kræfter med storhold som Brøndby og Fortuna Hjørring.
Og det ser rigtig godt ud indtil videre, for i de tre første kampe er det blevet til lutter sejre.
Lørdag blev aarhusianske ASA besejret med 2-0 hjemme på ALPI Arena efter mål af Sophie Lystrup og Kamilla Ø. Jensen i første halvleg.
De tre sejre placerer Næsby på en suveræn førsteplads med tre point ned til det tidligere 3F Ligaen-hold BSF på andenpladsen.
"Det ser godt ud lige nu. Vi har gang i et spændende projekt, og vi har fået en overraskende god start, men der er syv svære kampe i vente, så må se, hvordan det ser ud, når vi når lidt længere i turneringen," siger cheftræner Helge Thomsen til Lokalavisen Odense.
Næsby-kvinderne har en kamp i baghånden mod netop BSF, som på forhånd er udråbt til at være favorit til at tage en af de to oprykningspladser.
De to hold mødes til en vaskeægte topkamp på onsdag i Ballerup.