Jysk åbner midlertidig butik i Vejle
Jysk-kunder i Vejle og omegn får igen muligheden for at handle lokalt, når Jysk den 12. maj åbner en midlertidig butik i Vejle som erstatning for den nedbrændte butik på Dandyvej.
Siden branden den 20. april har virksomheden arbejdet på at skaffe nye lokaler, og de er blevet fundet på Løversysselvej 2. Den midlertidige butik åbner torsdag den 12. maj klokken 9.
"Vi har et stort ønske om at kunne betjene vores kunder i Vejle bedst muligt, og derfor er der blevet lagt mange kræfter i hurtigt at finde nye lokaler. Nu er vi så i fuld gang med at få dem indrettet, så det bliver en god oplevelse at besøge butikken, når vi åbner den 12. maj," siger Jysks landechef i Danmark, Bo V. Andersen, i en pressemeddelelse.
Den midlertidige butik får et begrænset sortiment sammenlignet med de permanente Jysk-butikker i resten af landet, men selv om opholdet på Løversysselvej bliver kortvarigt, lover Bo V. Andersen en festlig åbningsdag med gode tilbud til kunderne.
"Hos Jysk er kunderne det vigtigste, og derfor er det helt afgørende, at vi sikrer en god oplevelse. Det gælder selvfølgelig også i Vejle, selv om det nu ender med, at butikken bliver flyttet tre gange på få måneder," siger Bo V. Andersen.
I september overtager Jysk således nøglerne til nye butikslokaler på Solgave Allé 2A, hvor Jysk i Vejle skal placeres på lang sigt.
En beslutning, der var taget længe før branden på Dandyvej, der nødvendiggjorde den midlertidige flytning af butikken til Løversysselvej.