Fortsæt til indhold

Manden, der satte strøm til Danmark

5. maj ville Thomas B. Thrige have været fyldt 150 år. Ny hyldes maskinteknikeren fra Odense.

Arkiv
Arkiv

Thomas B. Thrige var en markant repræsentant for Odenses industrialisering og Danmarks elektrificering.
Derfor benytter Odense Bys Museer anledningen til at markere den 150 års fødselsdag med en række spændende by- og virksomhedsvandringer ved fabrikken i Skibhuskvarteret.
Rundturen begynder med et besøg i virksomhedens administrationsbygning, Tolderlundsvej 2, fra 1959. Herefter fabrikskarréen, hvor du følger de forskellige produktions- og funktionsenheder fra den første fabrik i 1898 til den sidste fra 1956. Undervejs beretter turleder og overinspektør, Anders Skriver Myrtue, om Thomas B. Thriges liv og udvikling.
Et af turens højdepunkter er rundvisningen i Thriges Kraftcentral, hvor den store dieselmotor sættes i gang. Bygget i 1923 og stadig i stand til at køre på fuld kraft. Der er mægtige kræfter på spil, når Danmarks ældste dieselmotor på 57 tons og 500 hestekræfter slippes løs. En imponerende oplevelse for alle med teknik i blodet.
Turene finder sted 10. maj kl. 15 – 17 samt 11. og 12. maj kl. 19 – 21. Det er gratis at deltage, og alle er velkomne.
Mødested er Tolderlundsvej 2 ved hovedindgangen.