Fortsæt til indhold

34.553 kroner

Arkiv
Arkiv

Sagen om det ulovlige byggeri på Køgevej endte med at koste Hvidovre Kommune over ti mio. kr. Den udgift deler Hvidovres skatteborgere. Men for de tre nabofamilier til byggeriet blev regningen endnu større. Kommunens fejlagtige behandling af byggesagen kom nemlig til at betyde, at de tre familier - der jo absolut ingen fejl har begået - endte med at måtte betale 60.489 kr. i samlede omkostninger til en advokat. Er det rimeligt, at tre helt igennem uskyldige Hvidovrefamilier hver skal betale godt 20.000 kr. for en kommunal fejl - begået i kommunens plan- og miljøafdeling? Dette spørgsmål har Hvidovre Avis i løbet af de sidste par uger stillet skarpt på. Mandag eftermiddag havde 172 borgere taget aktivt stilling til svaret og indbetalt et beløb til den indsamling, som Hvidovre Avis har sat i verden i forsøget på at hjælpe de sagesløse naboer. Der er indbetalt beløb fra 20 kr. og helt op til 1.000 kr. Og hvert eneste bidrag hjælper og modtages med stor tak. Indbetalere er borgere i Hvidovre og læsere af avisen. Også et par lokale politikere og partier samt forretningsdrivende har valgt at støtte det gode og rimelige formål. Vi er med over 34.000 kr. nu lidt mere end halvvejs i mål. Det er utroligt flot og fantastisk at se, at så mange borgere ønsker at støtte de tre familier, som kommunen har bragt i denne alvorlige klemme. Herfra skal lyde en opfordring til at udvise lokal solidaritet med de tre sagesløse familier. Indsæt dit bidrag på indsamlingens konto i Jyske Bank: reg: 5025 Konto: 000 13982 31 Eller brug mobilen: Swipp: 28 35 12 80. Mobilepay: 28 35 12 80