Fortsæt til indhold

Fremtidens gourmetstjerner og supertjenere kæmper i Odense

Arkiv
Arkiv

Det kan meget vel blive et møde med næste generations gourmetstjerne eller ekvilibristiske overtjener, når Kold College onsdag den 18. maj blænder op for De Åbne Fynske Mesterskaber for kokke- og tjenerelever.
Ambitionerne vil være tårnhøje og koncentrationen stor, for det er i sandhed lidt af hvert, som er på menuen, når de unge kokke- og tjenerspirer går til bordet, fortæller Kold College i en pressemeddelelse.
Tjenerne skal både demonstrere stilsikker servietfoldning, sabling af flasker, opskænkning af Cava, flambering og mixing af drinks. Kokkene får til opgave at fremstille en hovedret med kalvefilet og brisler som hovedingredienser samt en dessert til fem kuverter.
"Eleverne, som har tilmeldt sig mesterskaberne, går vanvittigt meget op i det, og de bruger rigtig mange timer på forberedelsen. Udover at konkurrencen giver deres uddannelse et ekstra krydderi, så har eleverne også øje for, at en flot placering kan betyde noget for deres videre karriere," siger Søren V. Lohmann, uddannelsesleder, levnedsmiddel, Kold College.

Pres på mester

En af dem, som har forberedt sig minutiøst forud for De Åbne Fynske Mesterskaber, er 22-årige Mads Friis Nielsen fra Odense.
"Jeg er konkurrencemenneske, og jeg vil vinde. Derfor har jeg også brugt alt den fritid, jeg har kunnet finde på at forberede mig så godt som muligt," siger Mads Friis Nielsen, der udover at være kokkeelev også allerede er ejer af restaurant Mmoks i Odense.
En restaurant, han drømmer om skal udvikle sig løbende. De Åbne Fynske Mesterskaber er i den sammenhæng et godt afsæt, mener han.
"Når man frivilligt melder sig til sådanne mesterskaber, så synes jeg også, at man meget kraftigt får signaleret, at man har ambitioner på fagets vegne. Jeg ved i hvert fald med mig selv, at jeg ikke kommer til at lave det samme mad på min restaurant resten af livet," siger Mads Friis Nielsen.
De Åbne Fynske Mesterskaber for kokke- og tjenerelever finder sted på Kold College, Landbrugsvej 55, 5260 Odense C, onsdag d. 18. maj. Mesterskaberne kan følges live på Kold Colleges facebookside.