Fortsæt til indhold

Kommunal pressemeddelelse skabte debat

Pressemeddelelse passede ikke overens med de politiske drøftelser - interesseorganisation kaldte den misvisende og krænkende

Arkiv
red

I stedet for blot at tage sagen til efterretning kom debatten hurtigt til at dreje sig om, hvorfor udvalgets formand, Lars Gundelach Jensen (A), havde udtalt sig, som han gjorde i den pressemeddelelse, der efter udvalgsbehandlingen blev sendt til pressen. Både Venstre og Hvidovrelisten undrede sig over indholdet i pressemeddelelsen, fordi de ikke kunne genkende indholdet fra de drøftelser, der havde været i udvalget. I pressemeddelelsen udtalte udvalgsformanden, at der skulle sættes fokus på de personalemæssige forhold, blandt andet ved at forebygge overgreb fra beboere. Den udtalelse kunne de førnævnte og ej heller lokalafdelingen for Danske Handicaporganisationer helt genkende eller forstå. Sidstnævnte organisation havde endvidere sendt et brev til blandt andet borgmester Helle Adelborg, hvor de påpegede, at de mente, at pressemeddelelsen var misvisende og krænkende. - Som læser får man det indtryk, at beboerne på Holmelundsvej (en lille og velkendt gruppe på 11 personer) er voldelige overfor personalet. Vi har forhørt os hos pårørende og personalet på Holmelundsvej, og ingen har kendskab til, at beboerne har udsat personalet for overgreb, lød det blandt andet i brevet, som Hvidovre Avis sidenhen har set.

Uheldig formulering

I første omgang udbad borgmester Helle Adelborg sig tid til at svare på den kritik, som blev rejst i kommunalbestyrelsen, men da debatten fortsatte læste udvalgsformand Lars Gundelach omsider et papir op, hvor han beklagede, hvis hans udtalelse var blevet misforstået. Siden har Hvidovre Kommune desuden udsendt en berigtigelse af den omtalte pressemeddelelse, hvor det fremgår, at formuleringen var uheldig samt at intentionen med udtalelsen var en helt anden. - Udtalelsen fra Lars Gundelach hentyder ikke til konkrete tilfælde af vold i bofællesskabet. Hensigten var derimod at forklare, at ledelse og medarbejdere i bofællesskabet på Holmelundsvej endnu mangler at få de planer og procedurer på plads, der kræves og som skal forebygge vold mod personalet, lyder det blandt andet i berigtigelsen...