Fortsæt til indhold

Politiet holder øvelse i Odense

Det næste stykke tid vil politiets mandskabsvogne komme til at præge bybilledet

Arkiv
Arkiv

Bare rolig. Byen er ikke ved at brænde sammen, bare fordi der er unormalt mange blå blink og politisirener i gaderne den kommende tid.
Det er såmænd bare Fyns Politi, der er ved at øve kørsel med kredsens store, blå mandskabsvogne - også kendt som hollændervogne.
De benyttes blandt andet ved større begivenheder, og fra onsdag den 18. maj samt mandag, tirsdag, onsdag og torsdag i næste uge vil de blive brugt til at øve taktisk kørsel fra klokken 08-16. En del af kørslen vil foregå med udrykning.
Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Bilerne ses ofte i forbindelse med demonstrationer, fodboldkampe, bevogtningsopgaver og andre taktiske opgaver samt transport af betjente.
"Når politiet kører udrykning, er der altid stort fokus på sikkerheden for de øvrige trafikanter, men også for de betjente, der befinder sig i bilerne. Mandskabsvognene er temmelig store at komme rundt med, og netop derfor er vigtigt at øve blandt andet udrykningskørsel med jævne mellemrum," skriver Fyns Politi om øvelserne.
De blå mandskabsvogne vil primært køre fra Politigården i Odense ad Østre Stationsvej i retning mod Højstrup, men også andre steder i byen, vil de kunne dukke op.
De vil alle være mærkede med gule skilte med teksten 'POLITI ØVELSE'.
Øvelsesledelsen er opmærksomme på at dele af Odense centrum i øjeblikket er hårdt belastet trafikalt, og det vil der blive taget hensyn til, så trafikanterne generes mindst muligt, oplyser Fyns Politi.