Trafikstøj påvirker vores helbred massivt
Trafikstøj er en alvorlig kilde til mange helbredsproblemer og dermed store udgifter for vores samfund
Det er en af de væsentlige pointer i en bog, som en gruppe borgere fra kommunerne langs Køge Bugt i Hovedstadsområdet, dvs Hvidovre, Brøndby, Vallensbæk, Ishøj og Greve, har udarbejdet med henblik på at beskrive gruppens erfaringer med trafikstøjen og dens reduktion. Årsagen til at gruppen er gået sammen om arbejdet med at offentliggøre en bog om trafikstøj er enkel: - Vi lider under støjen fra Danmarks mest trafikerede motorveje, ringveje, S-toget og nu også den nye Ringstedbane, skriver gruppen om sig selv og understreger samtidig, at den er “tværpolitisk” og uafhængig af partipolitiske interesser. Sikkert er det imidlertid, at i hvert fald nogle medlemmer af gruppen har mere end svært ved at forstå de danske politikere og deres prioriteringer, hvad angår bekæmpelse af støj. - Jeg har virkelig svært ved at kapere de der politikere, der siger en masse og overhovedet ikke gør noget. Først når der er nogen, der sparker dem over skinnebenet, så gør de noget, siger Jørn Dalgaard Mikkelsen fra Hvidovre. Han arbejder til daglig på DTU, hvor han er professor. Han cykler ofte de 24 km. fra hjemmet i Hvidovre til arbejdspladsen i Lyngby. Det er godt nok lidt langt, siger han, men så er han i hvert ikke med til at øge trafikstøjen i det belastede hovedstadsområde.
Vil samle støjplagede borgere
Jørn Dalgaard Mikkelsen har medvirket til at frembringe indholdet til bogen om trafikstøj og han håber, at han og gruppen kan mobilisere de mange, mange borgere i området, der er ramt af trafikstøj. - Hvis vi kan samle 10.000 borgere, som mener, at der skal gøres noget ved trafikstøjen, så kan det være, vi kan få politisk ørenlyd, siger han. I bogen redegøres der, i følge en lang række kilder som. f.eks. WHO, EU og Kræftens Bekæmpelse for, at trafikstøj påvirker helbredet massivt. - WHO har taget millioner af data på personer og undersøgt for sammenfaldet mellem miljø, hjerte-karsygdomme, slagtilfælde, dødsfald og cancer. Da man så korrelerede det med vejstøj, så viste der sig et tydeligt billede, der klart viser trafikstøjens skadelige virkning. Der er ikke længere nogen bortforklaringer, som politikerne kan bruge. Jeg vil faktisk sige, at dem der stemmer imod, at der skal laves noget for at dæmpe vejstøj dømmer rigtig mange danskere til en alt for tidlig død. Det kan man så tage og føle på, siger Jørn Dalgaard Mikkelsen. Hvis det stod til Jørn Dalgaard Mikkelsen skulle man sætte grænseværdierne for udendørs vejstøj ned til 40dB om natten, altså i tidsrummet fra kl. 22-07 og hvis man ikke er parat til at lave de dyre overdækkede løsninger, så må man som et minimum sikre, at hastigheden på vejene sænkes, så støjen tilsvarende reduceres.
Hvad med produktiviteten?
Jørn Dalgaard Mikkelsen ved godt, at han vil blive mødt af politiker-modsvar som, at vi hindrer væksten, hvis trafikken besværliggøres. Men han har også et modsvar parat til den svada. - Det er ligesom med trafikdræbte. Det var først under oliekrisen, at politikerne indførte fartgrænser i byen og på landevejene, og bagefter kunne konstatere, at det medførte et dramatisk fald i trafikdræbte. Og det samme med rygning. Der gik meget lang tid, før politikere tog passiv rygning alvorligt. Det var først, da man fandt ud af, at folk fik lungecancer en masse, siger han. Han mener, at det er det samme med vejstøj. Problemet tages ikke alvorligt, fordi man politisk har en anden agenda - der i følge Jørn Dalgaard Mikkelsen tilgodeser den overdrevne fremkommelighed på indfaldsvejene - på bekostning af borgernes trivsel og sundhed. Politikerne har ikke helt forstået, hvor store trafikstøjens konsekvenser er, og de er slet ikke begyndt at forstå, hvordan støjproblemet skal løses. Jørn Dalgaard Mikkelsen har mange gode argumenter klar i sin kamp mod støj. En del af dem kan læses i bogen, der gratis kan downloades på trafistoej.dk. Er man interesseret i trafikstøj, og hvad det gør ved borgere i støjplagede områder, kan man endvidere gå ind på gruppens Facebook-profil (NEJ til TRAFIKSTØJ) og følge med i udviklingen og arbejdet med at forbedre forholdende for støjplagede borgere.