Fortsæt til indhold

93-årig kvinde udsat for tricktyveri i sit hjem

Arkiv
Arkiv

Søndag aften blev en 93-årig kvinde udsat for tricktyveri i sit hjem på Hvidovrevej.
En mand ringede på kvindens dør og spurgte, om hun kunne opbevare en taske for overboen et par timer.
Kvinden afviste dette, men ville hjælpe manden med at skrive en seddel til overboen, hvorefter de gik ud i hendes køkken. Da manden var gået, opdagede hun, at hendes chatol i stuen var brudt op.

Vær skeptisk

Fra Københavns Vestegns Politi lyder der en advarsel.
- Trick- og gadetyve er snu og finder på mange påskud for at stjæle på gaden eller i hjemmet, lyder det fra politiet.
Københavns Vestegns Politi lister følgende råd op:
Vær skeptisk, når ukendte personer henvender sig – hjemme og på gaden.
Åben kun døren for folk, du kender. Brug dørspion eller spørg til ærinde uden at åbne. Lav faste aftaler med hjemmehjælpere, håndværkere mv. – spørg gerne efter legitimation. Skilt ikke med, du bor alene – skriv kun forbogstav og efternavn på dørskiltet.
Hold afstand til ukendte personer på gaden, ved indkøb mv. og hold pungen tæt til kroppen. Skjul altid din pinkode og opbevar den aldrig med dit kort.
Gå ikke rundt med store værdier – og lad dem ikke ligge fremme hjemme.
Ring hurtigt til politiet, hvis du oplever noget mistænkeligt: 43 86 14 48 eller 114. Ring Alarm 1-1-2 hvis det sker akut.