Et lille plaster på såret til naboerne - men der kan gøres mere
Det er tydeligvis et langt sejt træk, hvis man skal have gjort noget ved den støj, der hver dag - og endnu mere i fremtiden - vil genere de borgere, der bor i området langs Allingvej. Motorvejen i sig selv larmer allerede og den kommende jernbane ikke mindre. At der bliver etableret en supplerende støjvæg langs strækningen er således godt - og bestemt noget, der kan betragtes som en lille sejr for de beboere, der i lang tid har arbejdet for netop at reducere støjen i området. Men det er dog kun en lille sejr. Ikke fordi beboerne ikke har gjort en massiv og ihærdig indsats, men fordi de helt indlysende fortjener langt mere. Støj er i følge støjgruppen NEJ til TRAFIKSTØJ, der i denne uge er udkommet med en bog om emnet, en meget overset problematik i dansk politik. For støj er ikke bare et problem for den enkelte borger, men i den grad også for samfundet. Støj er årsag til rigtig mange lidelser og dermed også nedsat produktivitet og ikke mindst samfundsmæssige udgifter til behandling. Derfor er der rigtig god grund til at gøre noget ved problemet - og selv rigtig dyre, men gode løsninger, kan formentlig gå hen og betale sig. Hvad med f.eks. en overdækning af motorvejen, ligesom man vil gøre i Silkeborg. Dyrt, ja, men det vil befri de omkringboende borgere for støj, og det vil skabe et nyt areal, som kan bruges til noget, der rent faktisk er behov for. En billigere løsning er at nedsætte farten i området. Det er ingen hemmelighed at inspirationen her kommer fra bogen som NEJ til TRAFIKSTØJ har udarbejdet, og som også indeholder meget dybdegående baggrundsmateriale for betragtningerne. Den er gratis og den kan varmt anbefales.