Borte med Blæsten
Talenter på Tværs på Island – Dag 3
Skrevet af Johannes, Mie, Lise, Nicolai og Anna
Vi startede dagen med at pakke vores ting og for en stund sige farvel til hotellet (vi vender tilbage på fredag!). Vores viking-chauffør Johan kørte os til Hellisheidi, som er et geotermisk kraftværk placeret ved foden af vulkanen Hengill. Her fik vi et spændende foredrag om geotermisk energi af en ansat, Siggi. Da vi igen var med bussen, opdagede vi hurtigt, at døren ind til vores bagage var gået i stykker og blafrede op, mens vi kørte. Heldigvis var der ikke nogle af vores kufferter, der røg ud. Vores viking-chauffør var nemlig ude og reparere den med hammer, strips og snor. Massiv vindstyrke og udsigt til en smuk flod, der bugtede sig i små vandfald var, hvad der mødte os, da vi trådte ud af bussen i drivhusbyen Hveragerði. I Island opvarmes drivhusene med den geotermiske energi, de har så meget af. Vi stod tæt som pingviner for at holde varmen, mens vi ventede på den gartner, der skulle vise os rundt i drivhusene. “Det her er godt vejr for islændingene”, grinede lærer Mikkel. Dørene blev åbnet til et af de store drivhuse, og at gå indenfor var som at træde ind i Randers Regnskov: En mur af fugtig, varm luft, duften af tomatplanter og en summende lyd af nyimporterede humlebier fra Holland – alt, hvad man aldrig havde forestillet sig at opleve på Island. Drivhuset bliver brugt som forskningscenter og udvikling inden for mulig eksport af grønsager. Ved Tingvalla-sletten spiste vi vores frokost (endnu en sandwich) i ingenmandsland. Vi gik i den lange sprække, hvor den nordamerikanske og den eurasiske tektoniske plade bevæger sig væk fra hinanden. Senere stoppede vi og observerede det 100 grader varme vand i en gejser boble, dampe og “gøre sig klar”. Vi ventede i spænding og gav et lille forskrækket “uuh” fra os, da gejseren endelig sprang højt op i luften. Inden vi forlod bussen for at kigge nærmere på vandfaldet Gullfoss, pakkede vi os ind i regntøj, halstørklæder, huer og vanter. Der blev poseret i bedste Titanic-stil ud over de sparsomme afspærringsreb ved vandfaldet. Vinden var iskold og fugtig, så det føltes som at få en konstant vasker. Gullfoss var utrolig smukt, stort og på mange måder virkelig overvældende. Flere tusinde kubikmeter vand strømmer igennem vandfaldet hvert sekund. Efter en lang og oplevelsesrig dag gik dagens sidste tur til bondegården Sólheimahjáleiga, hvor vi skal overnatte de to kommende nætter. Her fik vi et udsøgt og længe ventet “rigtigt” måltid bestående af varm suppe og grillet ørred med kartofler og salat, som blev nydt i fulde drag. En god afslutning på en kold dag.