Fortsæt til indhold

Bavianer, badenymfer og bestigere af gletsjere

Talenter på Tværs på Island – Dag 4

Arkiv
Arkiv

Skrevet af Rasmus, Sander, Maria og Xenia

Dagens første stop var ved kysten. Her fik vi mulighed for at kigge direkte ind i bjergenes rødder. Vi så de basaltsøjler, som er skabt inde i jorden i en stillestående lavasø, og som nu skaber et landskab, der ligner bavian-grottens indhegning i Zoologisk Have. Derfor måtte alle selvfølgelig op og lave deres bedste imitation af de energiske bavianer. Herefter gik turen mod Islands ørkener, smeltevandssletterne. Det er her, hvor smeltevandet fra de store gletsjere tager sten, grus og sand med sig ned. Allerede i bussen kunne vi mærke effekterne af de sandstorme, som konstant plager smeltevandssletterne: Alle fik tør hals og hostede. Uden for bussen dækkede de fleste af os ansigterne helt til og gik rundt som mumier. Alligevel gik der kun få minutter, før det knasede mellem tænderne, og var umuligt at se ud af øjnene! Da lærer Mikkel endelig gav os lov til at søge tilflugt i bussen, kørte vi så hurtigt, vi kunne, væk. Nu var vi nået til dagens højdepunkt: Gletsjervandringen. Vi fandt vores vittige gletsjerklatrende guider, Olav og Maja, og blev alle udstyret med et sæt pigsko, en ishakke, hjelm og seletøj. Så drog vi ellers af sted i enkeltkolonne op ad gletsjeren. Vi endte på toppen, godt svedige efter strabadserne. Her hørte vi historier om, hvordan de lokale bønder før i tiden var de eneste, der brugte gletsjeren for at få deres får rundt. Men det har åbenbart ændret sig: I hvert fald så vi pludselig en lokal mand iført klip-klapper løbe hen over gletsjeren! Efter godt tre timers gletsjervandring fik vi endelig lov til at slappe lidt af: En kilometer inde i en slugt endte vi ved en naturlig swimmingpool (varmet op af geotermisk energi) i bunden af en dal mellem to bjergsider. De modigste elever forlod bassinet og begav sig ned til den lokale gletsjerflod for at tage sig en iskold dukkert. Under masser af hyl (mest fra drengene) kom alle de frivillige vikings-to-be under vandet - og alle kom meget hurtigt tilbage til det varme bassin! Endelig hjemme på gården! Efter en dejlig aftensmad fik vi serveret chokoladekage til dessert. Som underholdning imens kom Einar, sønnen på gården, og sang to fantastiske, islandske sange, han selv har skrevet.