Fortsæt til indhold

Mand råbte sig til flere bøder

Arkiv
Jonas Erboe

Natten til søndag var der godt gang i nattelivet i Vejle. Det var især en 19-årig mand fra Silkeborg, der ikke kunne opføre sig ordentligt.
Klokken 02.45 blev politiet første gang kaldt til Kirkegade. Her begyndte den 19-årige at råbe af politiet, hvilket resulterede i, at han fik en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
En halv time senere mødte politiet den samme mand på Dæmningen. Her udviste han en mere aggressiv adfærd overfor politiet, og de besluttede derfor at tage ham med i detentionen.
Her vil han kunne sove rusen ud, hvorefter han vil blive præsenteret for endnu en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi.