Fortsæt til indhold

Fun World bliver til Bowl'n'Fun

Fun World er solgt til Danmarks største kæde af bowling- og forlystelsescentre

Arkiv
Arkiv

Fun World på Glarmestervej i Esbjerg er solgt til Danmarks største kæde af bowling- og forlystelsescentre – Bowl'n'Fun | The Grill. Kæden har eksisteret i 22 år og har i forvejen 13 centre fordelt i Jylland og på Fyn - nu kommer så også til Esbjerg.
Jesper Nielsen har sammen med tre partnere ejet Fun World siden 2002, og har igennem de sidste 14 år udviklet og udvidet centrets faciliteter med indendørs gokart, mini golf, simulator-spil, raceroom og som det sidste en fjernstyret elektrisk racerbane.
I 2009 blev Jesper Nielsen aktionær i Bowl'n'Fun og har derved haft en fod indenfor i mange år, og overtagelsen af Fun World sker derfor som en helt naturlig ting. ”Bowl'n'Fun og The Grill har stor succes, hvorfor er det helt naturligt at Fun World nu også bliver en del af kæden” siger Jesper Nielsen i en pressemeddelelse.
Fun World og Bowl'n'Fun ligner hinanden utroligt meget med en vifte af aktivitetsmuligheder og en stor buffetrestaurant.
Allerede nu er centret ved at gennemgå en større renovering, så det står klar til den 1. juli hvor det officielt hedder Bowl'n'Fun | The Grill.
Sommeren, som ikke just er højsæson, bliver brugt til at lave en blid overgang fra Fun World til Bowl'n'Fun.
”Det er vigtigt, at både gæster og personale er med hele vejen i overgangen. Selvom vi har helt ro i maven, og glæder os til at blive til Bowl'n'Fun, så er det vigtigt, at vi sikrer, at vores gæster og medarbejderstab bliver guidet ordenligt igennem processen” siger Jesper Nielsen, der forsikrer, at de medarbejdere og kendte ansigter som har været i Fun World og serviceret alle esbjergenserne igennem årene, fortsat vil være at finde i centret.