Fortsæt til indhold

Heldige kartofler

Talenter på Tværs på Island – Dag 5

Arkiv
Arkiv

Skrevet af Anastasia, Cecilia, Owais, Mathilde og Katja

Vi skulle desværre forlade den dejlige bondegård i dag. Da vi havde kørt et lille stykke, udbrød lærer Mikkel: “Hvad er dét?!” - og fik os allesammen til at se ud af vinduet, hvor vi fik øje på den sødeste lille polarræv. Ingen af os havde set sådan en før. En fantastisk start på dagen. Vi ankom til færgen, som skulle sejle os ud til Vestmannaøerne ud for Island. Igen var vi meget heldige: Vejret var perfekt til en sejltur; sol og blå himmel. Fra dækket tog vi tonsvis af billeder af det flotte blå havvand og øerne i horisonten. Pigerne og lærer Alexander slikkede sol, som var de på ferie på Malta. Endelig ankom vi til øen Heimay, en del af Vestmannaøerne. Vi vandrede gennem den fiskelugtende by og endte ved foden af vulkanen Eldfjell. Her lå et spændende museum, som vi startede med at besøge. Her så vi eksempler på de katastrofale ødelæggelser, som vulkanen, vi snart skulle bestige, havde forvoldt i 1973. Vi så for eksempel rigtige huse fra dengang halvt brast sammen og fyldt op med sort vulkanaske. Vi tog turen op ad vulkanen med blandede følelser. Det var super hårdt at vandre op ad den stejle vulkan med småsten, der konstant skred under vores fødder. Samtidig var det en fantastisk oplevelse på grund af udsigten. Oppe på toppen blev vi mødt af et helt fantastisk overblik over hele øen, hvor vi kunne se, hvordan lavaen var strømmet mod havnen under udbruddet i 1973. Elev Nikolaj spottede en sten med hvid underside, hvor man tydeligt kunne mærke varmen fra vulkanens indre – det betyder, at vulkanen stadigvæk er aktiv. Da vi ankom til Island igen, ventede en to timer lang køretur tilbage til Reykjavik. Halvvejs gjorde vi holdt ved det geotermiske værk Hellisheidi, da elev Chili tidligere på ugen havde tabt sin mobil dér. Endnu en gang var heldet været med os: Efter flere dage ude på en kæmpe, kold mark havde personalet alligevel fundet mobilen, som virkede upåklageligt! Vi ankom til Hotel Cabin i Reykjavik, hvor vi de næste to timer fik mulighed for at gøre, hvad vi havde lyst til. Nogen trængte til dejlig afslapning i det geotermisk opvarmede svømmestadion efter en lang dag med syrende lår. Andre havde ikke fyret nok krudt af gennem dagen, så de besluttede sig for at spille kort – voldsomt og ekstatisk. Vi har alle været meget glade for rejsen. Turen havde til formål at skabe bånd mellem os på tværs af klasser og skoler, og det kan man med sikkerhed sige er sket! Vi kommer alle til at savne hinanden, og det er svært at sige farvel til nogen, man har tilbragt dag og nat sammen med i én uge.