Kæmpe overskud på kommunens regnskab
Kommunens regnskab for 2015 endte med et kæmpe overskud på over 200 mio. kr. Helt præcist blev resultatet et plus på 237,5 mio. kr. Hvidovre Kommune havde sidste år en drift i balance. Den såkaldte serviceramme blev i 2015 dog overskredet en lille smule. I kroner med små seks millioner. Og seks mio. kr er i denne sammenhæng en lille smule - et marginalt beløb, idet det svarer til blot to promille ud af en serviceramme på mere end 2,4 mia. kr. Der er bestemt grund til at rose kommunen for at ramme så præcist og den marginale overskridelse får ikke betydning i forhold til kommunernes overholdelse af økonomiaftalen med regeringen, da kommunernes serviceforbrug bliver betragtet samlet. Og kommunerne overholder aftalen. Inden man klapper alt for begejstret i hænderne over det store overskud, er der grund til lige at erindre, at Hvidovre Kommunes pengekasse sidste år fik en saltvandsindsprøjtning af historiske dimensioner. Det blev - som mange af avisens læsere vil huske - til en stor ekstraordinær indtægt i form af 200 mio. kr. for salget af hjemfaldsklausuler på ejendomme beliggende i kommunen. Uden denne store ekstraindtægt var det blot blevet til et - i denne sammenhæng - beskedent overskud. Og det er da også fint nok. For en kommune skal ikke give overskud. Sidste år blev der brugt lidt over 150 mio. kr. på forskellige anlægsaktiviteter i Hvidovre Kommune. Der blev således brugt langt mere på nybygning, ombygning og renovering end man brugte i 2014. Sidst, men ikke mindst, blev 2015 et nærmest "historisk" år. Kommunen betalte nemlig næsten 50 mio. kr tilbage på sine lån og der blev i 2015 ikke optaget nye lån!