Dan og børnene!

- 60 år, tja man må vel erkende at det fremgår af min dåbsattest, siger Dan og fortæller, at han blev født på Frederiksberg. Der var fire børn i hjemmet heraf tre mindre søskende og forældrene lever stadigvæk. Hjemmet var ret almindeligt for den tid. Dan husker de trygge forhold, hvor en søsters død dog var en alvorlig begivenhed. Hun døde af meningitis kun 15 år gammel. Nu havde Dan kun en søster og en bror. - Den kernefamilie, vi voksede op i var nøje forbundet med det kirkelige. Det var på ingen måde kæft, trit og retning, men børnene blev ikke direkte spurgt, men indordnede sig de gældende retningslinjer i hjemmet. Man kunne måske benævne opdragelsen som autoritær, men sådan føltes det ikke. I vore dage er det mere op til børnene at bestemme stort og småt, men kårene var anderledes den gang. Forældrene fik råd til at få bygget et hus, men det betød knappe kår, så der var ikke så meget at rutte med. - Det er vel godt at have retningslinjer? - Jeg tror, at det er nødvendigt med retningslinjer, både når vi driver skole og i hjemmet. Mister vi styringen og målet med, hvad vi vil i misforstået godhed, er for meget overladt til børnene. Der tror jeg, man laver en fejl. Vi forældre skal træde i karakter og sætte tydelige rammer for vores børn. Det har de brug for, da det giver tryghed. Min far var isenkræmmer og mor var uddannet og ansat i Irma - og siden også hos andre købmænd.

Grænser før - og i dag!

I skolen kan Dan huske nogle af de oplevelser fra den gang, for børn har jo ikke ændret sig væsentligt, påstår han. Dog kan der godt være et karakterskift i forhold til tidligere. Særlig når lærerne skal retlede og irettesætte eleverne. Tidligere var der tydelige grænser for, hvad man kunne gøre. Dan Crillesen fortæller: - Børn var mere opfindsomme dengang. Jeg havde i sin tid en tysklærer i 7. klasse, som jeg en dag kom til at drille ved at sætte mig ind i et skab inden timens begyndelse. Da timen var gået i gang bankede jeg på døren. Hun åbnede ud til gangen, hvor der jo ikke var nogen. Det gentog sig tre gange, hvorefter hun åbnede skabet og ud trådte jeg. Da kunne hun ikke lige se det morsomme i det. Mange år siden tog hun en uddannelse som tale-høre pædagog og endte faktisk her på Esajasskolen. Hun kunne dog ikke huske episoden fra den gang, men morede sig over det skete og alt var godt. Selv om hun var i sin gode ret til at gøre gengæld, gjorde hun det dog ikke. Dan afsluttede sin realeksamen i 1973. Den tid står stadigvæk som noget særdeles nærværende, fordi klassen lige siden afslutningen har været samlet hvert år. Det var primært dansk- og klasselæreren, der tog dette initiativ. Han åbnede sit hjem for de tidligere elever hvert eneste år med dejlig mad og godt samvær. Klassen samles stadigvæk her mere end 40 år efter med deres tidligere klasselærer. I gymnasiet havde vi en ung engelsklærer, der syntes, at klassen var lidt for pjattet. Der var for megen snak og for lidt alvor. Så sagde han, at hvis vi endelig skulle lave pjat, så skulle det være noget med bid i. Vi var et par stykker, der blev udfordret af denne bemærkning. Jeg købte en “gamle Ole"-ost og lagde den i en skuffe i katederet. Den var så godt som levende, så den stank. Da han kom ind, bad han klassen om at lufte ud. Det er ikke til at holde ud, påstod han. Lidt efter sagde han, at vi skulle åbne flere vinduer, da stanken stadig var gennemtrængende. Til slut trådte han i karakter og åbnede skufferne en efter en og fandt “gamle Ole”, der kom sejlende ud af skuffen. Han overgav sig og anerkendte, at der var bid i morsomheden. - Stod der noget om, at du skulle være lærer? - Ikke fra min tidlige barndom, da mine forældre havde helt andre erhverv, men relativt tidligt i mit skoleforløb kunne jeg tænke mig at blive lærer. Og jeg holdt fast i min første indskydelse! Jeg har været meget aktiv inden for kirkeligt børnearbejde som lejrleder. På mange måder har børnearbejdet ligget for mig. Der var sammenhæng mellem mine fritidsaktiviteter og hvad jeg så siden valgte at ernære mig ved. I 1977 giftede jeg mig med Lene og jeg er stadig lykkelig gift med hende. Vi håber på en god fremtid med glæde. Vi har 2 piger på henholdsvis 33 og 29 år og jeg er blevet morfar til 3 dejlige børnebørn. Dan afsluttede sin seminarieuddannelse i 1982. Efter studiet var overstået, så han kunne begynde lærerjobbet. Han ønskede at blive folkeskolelærer, men allerede i 1981, altså inden han var færdiguddannet, fik han en henvendelse fra Esajasskolens daværende bestyrelse, om han kunne tænke sig en lærergerning på denne skole. Efter nogen betænkningstid sagde han ja, men nævnte, at det var sandsynligt, at han efter nogle år ville søge til folkeskolen. - Sådan gik det jo ikke! - Nej, jeg trivedes og var glad for at være på Esajasskolen. Der har været mange udfordringer med skolens start og den enorme udvikling. Da jeg begyndte som lærer, var det - sammen med daværende leder og en børnehaveklasselærer - for 27 elever i Broholmkirken på Hvidovrevej. Skolelederen skulle både sørge for alt det praktiske på kontoret og være med i undervisningen. Skolen flyttede til den nuværende beliggenhed midt i 80’erne. Det var erhvervsgartner Anders Nørballe, der solgte os grunden. Dan Crillesen blev skoleleder, selv om det ikke var hans drøm. Han havde tidligere været lærerrådsformand og efterfølgende også viceskoleleder frem til 2003. - Så måtte du bytte katederet ud med skolens kontor. - Ja, men netop fordi jeg elskede at undervise, ville jeg gerne bevare nogle undervisningstimer, så i mange af årene som skoleleder har jeg haft undervisning, der dog aftog i takt med, at opgaverne på kontoret øgedes, så for tre år siden måtte jeg hellige mig ledelsen på kontoret. I stedet glæder jeg mig over de vikartimer eller kortere forløb, det kan blive til – det er rart at komme ud og møde eleverne i undervisningen. - Der siges, at du havde godt tag på børnene. - Det er jeg da glad for at høre. Min oplevelse er også, at det er gået godt som lærer. Det er dejligt at se børnene trives, vokse i udfordringerne fagligt, socialt og menneskeligt, hilse på dem og få en snak med dem. Det er heldigvis ikke sådan i dag, at rektorkontoret kun besøges, når der er problemer, men børnene kommer ind og siger hej og fortæller noget interessant. Og så kommer der også “gamle” elever og giver udtryk for, at de fik noget godt med fra skolen og ønsker, at deres børn skal opleve det samme. Det fylder mig naturligvis med tilfredshed og glæde. - Du har forstået at være på forkant med IT-udviklingen? - Ja, man havde f.eks. ikke elektroniske tavler og projektorer den gang vi startede, men det har vi nu. Vi er nødt til at følge med i den elektroniske udvikling og have øje for, hvad der sker. Fokus skal ikke ligge på udstyrsniveauet, selvom det jo følger med, men i højere grad på, hvilken måde kan vi inddrage it i undervisningen, så det løfter det faglige udbytte og skaber variation i undervisningen. Den proces må ske i samråd med lærerne så vi får nyttige og brugbare løsninger, både når det gælder udstyr, programmer og uddannelse. Det er en krævende og langvarig proces. - Hvordan er det gået med den nye skolereform? - Da vi er en friskole, behøver vi ikke at gøre alt, hvad der gælder for folkeskolen, men vi har selvfølgelig drøftet, hvad vi kunne gøre for også fremadrettet “at kunne stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen”. Der bør jo være en vis sammenhæng, når man flytter sit barn fra folkeskolen til vores skole. Vi synes, vi har opnået en fornuftig løsning i vores timeudbud. Vi følger de nye forenklede fællesmål, så eleverne når slutmålene. - I forbindelse med den nye læreroverenskomst, lov 409, som kom i samme åndedrag som reformen, var der også krav om, at lærerne skulle blive på skolen og derfor skulle have deres egne arbejdsplads, hvilket vi har gennemført. Hos os blev det til to eftermiddage med tilstedeværelse om ugen. - Nu da du fylder 60 kunne du måske få dit folkeskoleønske opfyldt? - Når folk har spurgt, hvordan kan det være, at jeg har været så længe på samme arbejdsplads, har det for mig handlet om at finde nye udfordringer, der kan gøre det vedkommende at være på samme arbejdsplads. Jeg har været med til hele processen, først som lærer og siden nu også som skoleleder. Der har været nye opgaver hele tiden - herunder med udbygning af skolen og nye bygninger - og så har jeg nydt arbejdet med de gode relationer, der findes i skolen.

Frihed til et nej!

- Hvad så med det kristelige? - Jamen for mig er den kristne tro ikke et sæt teoretiske holdninger. For mig er den kristne tro en gave, som har gjort en forskel i mit liv. Det betyder, at jeg dels har fundet en mening med mit liv, og at jeg har en mening med, hvad der skal ske bagefter, når livet her er slut. Det betyder, at jeg har et evighedsperspektiv inde over mit eget liv, som gør, at både livet her og nu er en gave, som jeg kan bruge og glæde mig over, men samtidig også en opgave. Sådan er det med gaver! Med gaven følger også ofte en opgave. En af de opgaver, jeg har, er at være ansat på Esajasskolen. Når jeg taler med forældre, der ønsker et barn i skolen, bruger jeg ofte billedet, at når man som barn fik en gave, ville man gerne dele sin glæde over den med de andre. F.eks. en bold, der kunne blive til gensidig glæde - risikoen var jo også at ens legekammerat var mere til en rød brandbil! På samme måde er der naturligvis frihed til at sige nej til troens gave her på Esajasskolen. - Tænker du nyt her ved de 60 år? - Jeg tænker ikke nyt på grund af, at jeg fylder 60, men fordi vi løbende har brug for at udvikle os, så vi kan fortsætte med at drive god skole. Både indholdssiden og pladsen, vi har, skal gerne udnyttes på en sund måde. Med købet af Eriksminde har vi jo fået et større grundareal og har nu en regulær grund. Vi tænker frem mod 2020, hvor et af de store lån, vi har i bygningerne løber ud. Så får vi råd til at bygge igen. Der er også grund til at se indad for at bevare vores gode forældresamarbejde. Et par af de tanker vi har været optaget af på det seneste er et optimeret indskolingsprojekt samt udarbejdelsen af ressourcecenter. Så på den måde er der hele tiden nok at tage fat på.