1.000 skoleelever deltager i Skoleløbet
Elever fra Hvidovres skoler skifter onsdag klasselokalet ud med en løbetur rundt om Hvidovre Rådhus
Skoleløbet bliver nemlig skudt i gang af borgmester Helle Adelborg klokken 11.30, og herefter begiver de cirka 1.000 elever sig ud på den afspærrede rute rundt om rådhuset. De mindste elever skal løbe ruten, der er 1,8 kilometer, en gang, mens de større skal igennem den to gange. - Skoleløbet er en rigtig god måde at sætte fokus på idræt og bevægelse i skolerne. Motion spiller en stor rolle i skolen i dag, og vi ved, at jo mere motion vores elever får, jo bedre er det også for deres indlæring, siger borgmester Helle Adelborg. Skoleløbet er for 4. klasse til 10. klasse på Hvidovres skoler, og eleverne vil blive sendt af sted med musik fra Hvidovre Musikskole, som vil sørge for musik til både opvarmningen og under selve løbet. Når eleverne er kommet i mål vil der være kildevand, som dagligvarebutikken Kiwi i Friheden har sponsoreret, og snobrød, som lokale spejdere kommer og laver. Desuden vil den kommende OL-løber Abdi Hakin Ulad fra Hvidovre Atletik & Motion komme og skyde løbet i gang.