Et smørhul til deling
Hvidovre Petanque Klub trives i de nye og lækre omgivelser i Avedøre
Spillet går i sin enkelthed ud på, at man på et begrænset areal skal komme tættest på en trækugle, (grisen) som i forvejen er kastet ud på banen. Spillet er uhyre populært under de varme himmelstrøg, hvor hver by med respekt for sig selv har en gruppe indbyggere, der spiller dette ædle spil. - Vi flyttede fra Hvidovre Stadion, hvor vi holdt til i forbindelse med atletikhallen, fortæller Jens Færge fra klubben. - Vi fik mulighed for at etablere os i den gamle hestestald, og så var der nogle muligheder lige udenfor vores dør. I dag har vi vel nok Danmarks bedste faciliteter med 21 baner udendørs og syv baner indendørs. Om vinteren er det muligt at spille indendørs, og efter vi har få renoveret stalden fuldstændig har vi nogle baner, hvor temperaturen er tilpasset så vi ikke går og fryser. Det er ikke mange klubber forundt... - Vi er i øjeblikket 110 medlemmer, men der er plads til flere. Vores udfordring er, at ikke så mange er klar over, at vi findes. Der sidder et skilt på Avedøre Byvej 98 ved indkørslen til aflastningsbanen på vej til Avedøre Stadion, men det kan overses i forbifarten. Det kunne være fint, hvis man lige slog et smut forbi og fik øje på os... - Med vore gode faciliteter afvikler vi forskellige stævner over året. Vi har vores Hvidovre Open for miksede hold og så eliteturneringen for licensspillere og dermed mere elitepræget. Så har vi otte nationers turnering, hvor udenlandske veteranhold deltager. Skal spillerne indkvarteres ligger vi tæt på Belægningen, hvor man kan gå til og fra. Diverse nationale mesterskaber har vi også afviklet, og så har vi et samarbejde med Rødovre og Hvidovre Gymnasium, hvor man tager spillet med her fra, når man først har lært det... - Så der sker en masse i klubben. Medlemmerne træner to gange om ugen. Mandag og onsdag fra kl. 19. Ældre sagen er her om torsdagen, og det er en stor succes. Fredagsklubben tæller en del tidligere håndboldspillere samt flere andre medlemmer, og de hygger sig med spillet og deres mangeårige venskaber... - På eliteplan ligger vi med i toppen. Vi blev senest nummer tre ved DM, og selvom flere af os er oppe i årene, er der ikke så meget rust i øjemålet. Petanque handler om præcision og evnen til at bedømme afstande, når kuglen skal kastes. Vi synes det er dejligt, når vi i vores fremskredne alder kan spille lige op med det bedste i Danmark. Klasse fornægter sig ikke... - Kommer man som ny, og man skal bare møde op mandag eller onsdag, kan man komme til at spille med vore allerbedste petanquespillere. Det kan godt være, man får klø, men man lærer også en masse. Det koster 500,- kr. om året at spille i klubben og 450,- kr. for pensionister. Melder man sig ind nu og betaler, spiller man resten af året gratis og har betalt for 2017... - Vi har et rigtig godt samarbejde med Stadioninspektør Jette Hansen samt de øvrige ansatte, der er meget villige og hjælpsomme, og det sætter vi stor pris på. Vi synes også selv, vi møder op med et åbent sind og er parate til selv at tage fat...