Fortsæt til indhold

"Hurra for vores allesammens Kløften"

Louise Hassing Falk, der bor i Brønshøj, glæder sig til årets bedste oplevelse: Kløften Festival

Arkiv
pra

"Så nærmer vi os igen den bedste tid på året: sommeren, og med den, selvfølgelig årets begivenhed: Kløften Festival."
Sådan skriver Louise Hassing Falk fra Brønshøj til Lokalavisen Haderslev. Og hun fortsætter:
"Kløften Festival er noget helt særligt for mange Haderslevboere og sommeren er ikke rigtig begyndt uden, at vi har været en weekend i Kløften."
"Kløften kan og skal ikke sammenlignes med store festivaler som Roskilde, Tinderbox og de andre festivalmastodonter, for de kan forskellige ting. Det særlige ved Kløften er, at den hos mange fremkalder en følelse af, at komme hjem. Mange "Haderslevere" inkl. mig selv er flyttet fra byen, men rejser troligt hjem hvert år for at indsnuse duften af Kløften og hilse på gamle venner og bekendte. Jeg selv er kommet i Kløften siden jeg var helt lille og jeg har aldrig følt mig utryg eller
utilpas til denne dejlige fest under træerne i byens navle. For mig er det årets fest og i år har jeg været "nødsaget" til at tage en uges ferie blot for at være helt sikker på at kunne deltage. - Men jeg er ikke den eneste der tager ferie i forbindelse med festivalen. Kløften ville nemlig ikke eksistere uden de 100-vis af fantastiske hjælpere der ofrer, ferie, fridage, lange eftermiddage og aftener hele året rundt for at vi andre kan have en fest denne ene årlige weekend. Disse utrættelige ildsjæle fortjener et hurra, et kram og en fadøl for deres enorme engagement - ikke kun for at skabe en fest
for os alle, men også for at støtte byens kultur og foreningsliv økonomisk i kraft af overskuddet, der gerne skulle komme ud af arrangementet," skriver hun.
Louise fortsætter:
"En del af disse frivillige hjælpere og arrangører har været med siden Kløftens spæde start i 1980, men de forstår til stadighed at komme med nye tiltag i forhold til festivalens fysiske rammer, samt musikvalg, så der både er noget til de helt unge, dem midtimellem og så dem der har været med i rigtig, rigtig mange år. Samtidig formår de også at bibeholde de ting der kendetegner vores allesammens Kløften Festival."
"Jeg bliver varm om hjertet af stolthed over at komme fra en by der i så mange år har formået at have en så varm og hjertelig festival hvor der er plads til alle, unge som gamle. Nedtællingen er begyndt og jeg håber inderligt at vi ses!
"Mange byer tror de har en festival, Haderslev har en" citat: Hans Otto Bisgaard." Sådan slutter Louise Hassing Falk.