Plint åbner på strøget
En ny butik er åbnet på strøget i Vejle. Butikken hedder Plint, og den har placeret sig mellem Tendens og Smykkehjertet på Nørregade.
"Vi havde hørt, at Vejle var en god handelsby, og så faldt vi bare for stemningen, da vi kom hertil," siger Sofie Amalie Tranaes, der er daglig leder af butikken i Vejle.
Butikken er en specialvarebutik, der sælger små ting til alle mennesker. En butik fyldt med "små depoter af højt humør," som Sofie Amalie Tranaes selv forklarer.
"Varerne i butikken er 'daily use'. Det er noget, alle mennesker kan bruge alle dage."
Plint er et familieforetagende, der startede sin første butik i Købmagergade i København. Siden har butikken spredt sig til blandt andet Odense og Aarhus - og nu Vejle.
"Kunderne er kommet ind, og har været så glade for, at vi er åbnet i Vejle. Så det har virkelig været en positiv start," siger Sofie Amalie Tranaes og fortsætter:
"Vi har modtaget en positiv følelse, der gør, at vi har fået mod på mere."
Butikken i Vejle er den sjette i rækken, og den havde første åbningsdag lørdag den 7. maj.