Bryan Ferry imponerede i Musikteateret
Igår aftes gæstede musikeren Bryan Ferry Vejle Musikteater. Og den tidligere Roxy Music-stjerne imponerede anmelderne med sin koncert i det " indbydende Vejle Musikteater", som anmelder for Ekstra Bladet Henrik Queitsch skrev i sin anmeldelse.
Han kvitterede med fem ud af seks stjerner og ordene:
"Så ja, Ferry lever nok højt på fordums bedrifter, men der er absolut intet hengemt eller bedaget over afleveringen og udførelsen. Tværtimod. Vi bøjer os ydmygt i støvet og udviser vores dybeste respekt. Tænk, hvis man selv kan være så cool og skarp, når man bliver 70 år. Livsbekræftende ud over alle grænser."
Også musikmagasinet Gaffa var glade for den velklædte Ferrys optræden i Vejle Musikteater. De anmeldte koncerten til fire ud af seks stjerner, og anmelder Ole Rosenstand Svidt skrev blandt andet:
"I en tid, hvor de store rockikoner fra 60'erne, 70'erne og sågar 80'erne går bort med lidt for høj frekvens, er det en fornøjelse at se Bryan Ferry i fin form. Også selvom han har sin storhedstid bag sig og har mistet lidt af sin stemmes spændstighed."
Bryan Ferry spillede et set bestående af nyere materiale fra 2014-udgivelsen 'Avonmore' samt coverversioner af blandt andet Bob Dylan og en række Roxy-hits.