Fortsæt til indhold

Danmarksmester i bærende konstruktioner...

Arkiv
Arkiv

Han var Danmarks hidtil yngst uddannede bygningsingeniør, da han i 2008 som bare 21-årig modtog sit diplom fra Ingeniørhøjskolen i Ballerup. I dag har Ammar Al-Temimi på blot tre år etableret og udviklet Danmarks største og dygtigste ingeniørteam inden for bærende konstruktioner, AB Clausen Rådgivende Ingeniører A/S. En spirende, spændende special- og vækstvirksomhed, som venlige branchekolleger m. fl. ikke tøver med at titulere ´Danmarksmester i bærende konstruktioner´. Opvokset i Valby som søn af irakiske forældre kendte den unge Ammar straks fra syvende klasse sin fremtidige karrierevej – efter at være blevet bjergtaget af en spektakulær ingeniørfigur i en tv-serie … Efter tre lærerige arbejdsår på FLSmith og Burmeister & Wain-destinationer i Dubai, Egypten, Indien, Syrien og Cypern valgte den videnbegærlige ingeniør at vende hjem og starte en spæd virksomhed op med sin tidligere studiekammerat Bartek Clausen. I 2013 besluttede Ammar Al-Temimi at gå all-in for konstruktioner, ekspandere sin virksomhed til AB Clausen A/S og sammenspille et meget stærkt og dedikeret team bestående udelukkende med konstruktions-ingeniører.

Innovativ ildsjæl

Nysgerrighed for innovation, evnen til at være to skridt foran enhver forkant i den kreative iværksætter-diversitet i Rødovre samt en medfødt hang og trang til at tænke umulige idéer mulige kendertegner den aktuelle 30 års fødselar. På sin hjemmebane er Ammar Al-Temimi bidt af en gal fodbold, dykkerdragt samt eventyr- og rejselyst – topprioriteter, der dog har måttet rykke for hans fire måneder gamle datter samt desuden et aktuelt og udfordrende ombygningsprojekt i sit ny hus. Betegnende nok har den entreprenante, men også diskrete og nedtonede ildsjæl valgt at placere sin runde dag på sidste pinsehelligdag og lade sig fejre af familien hjemme i Hvidovre-privaten. Men gode kilder inden for AB Clausens mure på Valhøj Alle mener at vide, at fødselaren vil være klædelig genert, men dog også imødekommende lydhør over for venskabelige hilsner og gratulationer.