Fortsæt til indhold

Glæd jer, alle I der skal med på de næste ture!

Man kan stadig nå at købe billet hos Borgerservice på rådhuset

Arkiv
Arkiv

Turen gik forbi Roskilde og gennem de små hyggelige landsbyer Gammel Lejre, Kornerup og Kattinge, langs Boserup Skov. Der blev holdt pause ved Vikingeskibsmuseet, hvor der også lige blev tid til at få et glimt af nogle af skibene. Derefter gik turen langs Roskilde Fjord, forbi Risø. Der blev også lige tid til at fortælle om det specielle lille kongerige, der findes ude i fjorden, Elleore. - Den første tur blev modtaget med stor glæde og tilfredshed, fortæller Ældre Rådets formand Birthe Mingon. - Der var masser af god mad, gammeldags oksesteg med glaserede perleløg og masser af tilbehør og der blev endda budt tredje gang. Middagen sluttede af med citronfromage, og efter kaffe og lagkage var der mange, der bemærkede, at de ikke skulle have aftensmad den dag. - Et specielt tilløbsstykke var alle de mange tilbud der var både inde og ude. Inde stod der figurer m.v. i blandt andet sølv. Udenfor var der udstyr til haven med keramikkrukker og figurer, medens vi var der, var der gang i udpakning af endnu flere ting, så der er rigeligt til de næste gæster.

Stadig billetter

Der er heldigvis stadig billetter at købe til de næste ture, de sælges fra Borgerservice på Rådhuset. Enkelte dage er der kun få billetter tilbage, men når de første gæster fortæller om den store oplevelse, turen var, så skal man nok skynde sig at sikre sig deltagelse på en af de resterende seks 6 ture. Bent Aarrebo Pedersen var også deltager på den første tur i år, - han siger: - Glæd jer, alle I, der skal med på de næste ture. Der er stadig ledige pladser, dog er vist nok een af turene udsolgt. Og med rygtet om en herlig første skovtur, så fortjener alle ture at blive udsolgt. Ta' en rask beslutning. Kontakt borgerservice på 36 39 36 39 og red jer en ledig plads.