Fortsæt til indhold

Kinesisk guvernør besøgte Odense

Viceguvernøren for den kinesiske Guangdong-provins, Xu Shaohua, besøgte Syddansk Sundhedsinnovation og H.C. Andersens Hus 10. maj

Arkiv
Arkiv

En delegation fra den kinesiske Guangdong-provins, der er samarbejdspartner med Region Syddanmark inden for energi, sundhedsinnovation og turisme, besøgte Odense tirsdag.
Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.
Delegationen talte blandt andet viceguvernør Xu Shaohua, og det er første gang, Region Syddanmark har haft besøg af en så højtstående kinesisk politiker.
Under besøget blev viceguvernøren blandt meget andet vist rundt på Syddansk Sundhedsinnovation, der er regionens enhed til udvikling af sundheds- og velfærdsteknologiske løsninger.
Her blev han også introduceret for velfærdsteknologiklyngen Welfare Tech.
Velfærdsteknologi er i det hele taget noget, kineserne er meget interesserede i, og Odense Universitetshospital har i en årrække samarbejdet med et stort hospital i Guangdong.
"I Region Syddanmark er vi dygtige til velfærdsteknologi, og samtidig er Kina generelt meget interesserede i at høre om vores erfaringer med, hvordan vi indtænker velfærdsteknologiske løsninger i designet af vores hospitaler. Derfor er det oplagt, at vi udveksler erfaringer på området, for det kan bidrage til at bane vejen for en øget eksport af velfærdsteknologiske løsninger," siger Poul-Erik Svendsen (S), formand for Sundhedsudvalget.
Besøget sluttede med en rundvisning i H. C. Andersens Hus.
Interessen for den odenseanske eventyrsforfatter er stor i Kina, og H.C. Andersen bidrager i høj grad til at trække købestærke kinesiske turister til regionen.