Fortsæt til indhold

Kulturmaskinen fylder 7 år og holder fest i Farvergården

I anledning af Kulturmaskinens fødselsdag fyldes Farvergården med musik, gøgl, teater og kunsthåndværkermarked

Arkiv
Arkiv

Kulturmaskinen fylder år den 21. maj, og det skal fejres. Det bliver det i den grad også i Farvergården, hvor der på dagen fra klokken 10.30 - 16.00 vil være mulighed for at få en oplevelsesrig dag - ganske gratis.

Og der er gratis brunsviger til de første 200 gæster.

Farvergården forvandles til en hyggelig markedsplads med boder, gak og gøgl.

Hatteteater

Hatteteater – teater på en anderledes måde. Det er et improvisationsshow med hatte, børn og historier. Man ved aldrig, hvilken historie der bliver fortalt, da det er de frivillige børn fra publikum, der selv vælger hvilken hat og rolle, de vil have.

Hatteteater er kreativ teaterleg for og med børn og er især sjovt for børn i alderen 3-10 år. Kl. 15.00

Tryllekunst og ballondyr – Lars U

Trylleshow med tempo og komik. Ud over at være en erfaren tryllekunstner gennem 25 år er Lars U også komiker. Lars er kendt i Odense som en fast del af "Kosmonauterne", en af landets bedste impro-comedy-grupper. Stilen er på en gang selvironisk, fantastisk, elegant og frem for alt komisk.

Der er altid en høj grad af publikumsinvolvering, og der vil ikke være 2 ens show på dagen. Så kig forbi kl. 11.00, 12.30 og 14.00.

Gøglerworkshop

Kulturmaskinens forrygende husgøgler, Simon Wittrock, kører det store legeskab ud på græsset og gøgler med store og små.

Kunsthåndværkermarked

Årets kunsthåndværkermarked byder på kunsthåndværkere, med tilknytning til Kulturmaskinens værksteder. Her præsenterer de en arbejdende udstilling, med salg af unikt kunsthåndværk og kreativt design. Markedet byder på flere forskellige kunstarter. Der vil blandt andet være keramik, tekstil, billedkunst og smykker i mange udformninger, lavet med mange forskellige teknikker.

MUSIK

Vestermark Duo, sørger for lækker musikalsk ledsagelse til en hyggelig og sjov dag i Farvergården.

OFF – Odense International Film Festival

OFF – Odense International Fim Festival, har de sidste 7 år holdt til i Kulturmaskinen. Det har været syv fantastiske år med store oplevelser og udvikling for såvel festivalen som kulturhuset. OFF vil rigtig gerne fejre og festligholde Kulturmaskinens 7 år og slår derfor dørene op til den lille biograf, hvor der vises film dagen lang for børn og barnlige sjæle.

Det er i OFF BIO fra kl. 12. til 15.