Fortsæt til indhold

Trækker succesfuldt herrehold fra den bedste række

"Klubbens økonomi rækker desværre ikke længere til deltagelsen," lyder begrundelsen

Arkiv
Arkiv

I 10 år har OB-Bordtennis' herrehold formået at kvalificere sig til slutspillet i den bedste danske række.
To sølv- og tre bronzemedaljer er det blevet til, men den sportslige succes har øjensynligt ikke været ensbetydende med økonomisk bæredygtighed.
"Det er med stor vemod, at OB-Bordtennis har søgt om og fået unionens tilladelse til at trække sit hold i herre elitedivisionen - Stigadivisionen. Klubbens økonomi rækker desværre ikke længere til deltagelsen," skriver klubben i en pressemeddelelse.
Ifølge klubben spiller to faktorer ind i forhold til den svære beslutning: Faldende sponsorindtægter og færre støttekroner fra Eliteidræt Odense.
Fremover vil klubben satse på at bruge sine begrænsede ressourcer på ungdomsspillerne, mens bronzevinderne fra Dameelitedivisionen fortsætter engagementet.
"Det er et stærkt kuld af unge talenter med klubbens drengehold i spidsen, som fokus vil være på fremover. Drengene vandt allerede sidste år hold DM som førsteårs drengespillere og er favoritter til i weekenden at genvinde mesterskabet," skriver OB-Bordtennis.
Derudover vil man stadig have hold 2. og 3. division samt Fynsserien.