Fokus på miljø og dyreliv ved borgermøde om vindmøller
Du kan deltage i forhøringen indtil mandag den 30. maj
Biolog Danna Borg fra Plan- og Miljøafdelingen fortalte om HOFOR og Københavns Kommunes ønske om at sætte vindmøller op på Avedøre Holme, og at der nu skal laves en VVM-undersøgelse (en undersøgelse af Vurdering af Virkninger på Miljøet) og en miljøvurdering, der skal danne grundlag for Kommunalbestyrelsens endelige beslutning om, hvorvidt der skal opsættes vindmøller. Der var spørgsmål bl.a. til placeringen af møllerne, til muligheden for at købe andele i vindmøllerne og til hvorfor der ikke bliver sat havvindmøller op i stedet. Flere af de fremmødte var særligt bekymrede for den nordligste af de tre vindmøller, der kommer til at ligge tæt på et naturbeskyttelsesområde, hvor der i perioder opholder sig mange fugle og også relativt tæt på beboelse. Især miljøet og hensynet til naturen optog borgerne, der havde mulighed for at stille spørgsmål til eksperter også om fx støj, skyggekast, sundhed og VMM-processen. Den VVM-undersøgelse, der nu skal laves, ventes færdig til efteråret og efter den foreløbige plan, skal Kommunalbestyrelsen tage endelig stilling til vindmøllerne i marts 2017. Afslutningsvis ville en borger vide: “Hvad sker der, hvis kommunen siger nej?”. “Så bliver det ikke til noget”, lød svaret fra kommunaldirektør Nich Bendtsen. Danna Borg opfordrede alle de fremmødte til også at huske at indsende et skriftligt høringssvar til forhøringen med input til, hvad der skal indgå i VVM-undersøgelsen. Forhøringen løber frem til mandag den 30. maj 2016. Du kan sende kommentarer, ændringsforslag og idéer via e-mail til kmv@hvidovre.dk. Du kan også sende dit høringssvar med posten til Kultur, Miljø & Vækst, Plan- og Miljøafdelingen, Høvedstensvej 45. Læs mere på hvidovre.dk under høringer.