Opskriften på det gode skolefællesskab
I torsdags løb den årligt tilbagevendende Gungefestival af stablen
Alle skolens klasser, fra 0. til 6. årgang, optræder med et musikalsk indslag, som de har arbejdet med i løbet af skoleårets musiktimer. Festivalens formål er, at fungere som kalenderårets samlingspunkt, hvor skolens børn kan vise deres forældre, hvad de kan og hvor de lærer at stille sig op på en scene og være i centrum. På årets program kunne man blandt andet finde Syngebetet, Bænkebiderblues, Midt om natten, en rock-medley med Imagine Dragons og alt hvad der ligger imellem.
Slush-ice og røde pølser
Gungefestivalen er dagen hvor alle de enkelte dele der efterhånden fylder en moderne skole, skal gå op i en højere enhed. Klasserne skal, udover at optræde, også bygge en bod i markedsgården, hvor man på dagen kan finde alt lige fra kastemaskiner, til flødeboller, skydetelt med vandballoner og muldvarpespil, med elever i styrthjelm. Indslag der er øvet i musiktimerne, skal fremføres, idéer der er affødt i klassediskussioner tager form, boder der er bygget i sløjdtimerne, bliver stillet op i den skolegård skolens tekniske personale har klargjort til den store dags menneskemylder. Plakater, stadig varme fra Rådhustrykkeriet, pryder indgangen til skolens område og samtlige af skolen hovedindgange. Den kommunale scenevogn er kørt på plads, på vejen foran skolen og ledelsen har sammen med skolebestyrelsen taget vagter i boden, der sælger slush-ice og pølser til festivalens gæster. Pengene fra boderne går til klasserne og er med til at sponsorere blandt andet skoleekskursioner. Samtidig fungerer festivalsdagen som det tidspunkt på året hvor man kan få sig en uformel snak forældre-ledelse-personale imellem. Noget der sjældent bliver plads til i løbet af årets tætpakkede mødekalender.
Målrettet skolestrategi
Det er ønsket at festivalskonceptet, som er ved at finde sin endelige form, også fungerer, som trækplaster for nye familier. Det skal hovedsageligt appellere til forældre, som ser deres børns fremtid i en skole, hvor der bliver plads til at udfolde sig kreativt og som tilbyder noget andet end kommunens øvrige skoler. Gungefestivalen anno 2016, blev lukket ned på behørig festival-vis, da det nyoprettede Gungeband fik sin ilddåb. Udskolingeleverne er i løbet af skoleåret blevet tilbudt masterclass-undervisning som valgfag, noget som både inkluderede instrumental- og samspilsundervisning og vejledning i brugen af skolen nyoprettede lydstudie.