Fortsæt til indhold

Hvidovre samler ind til verdens brændpunkter

Arkiv
Arkiv

“Meld dig som indsamler den 29. Maj”. “Bliv læge for en dag”. “Vær med til at redde liv, når Læger uden Grænser samler ind”. I disse dage er de lokale frivillige i Hvidovre på gaden med flyers, plakater og lysende hvide lægekitler, der signalerer, at byen er med til at gøre en forskel. - For mig har det været rigtig vigtigt at melde mig til denne her indsamling. Læger uden Grænser gør et fantastisk stykke arbejde i verdens brændpunkter, deres udsendte sætter livet på spil for andre derude - det mindste, jeg kan gøre, er, at være med til at organisere indsamlingen og få folk til at melde sig til at stemme dørklokker på dagen, siger Sofie Højlund, der er lokal indsamlingsleder og håber, at mange vil melde sig som indsamler i de kommende uger. Netop den lokale opbakning er vigtig for Læger uden Grænser, der med den kommende Landsindsamling er ude og bede om lokal indsamlingshjælp til deres arbejde for første gang nogen sinde. - Da vi ikke har lavet den her form for indsamling før, er det meget vigtigt for os, at lokalmiljøerne er så gode til at bakke os op, som de blandt andet er her i Hvidovre. Vi mangler stadig hænder i marken, men er dybt taknemmelige for den store indsats, der allerede er blevet gjort, siger Jesper Brix, der er direktør i Læger uden Grænser.