Esbjergs busnet skal omlægges
Esbjerg Kommune vil ændre markant i busbetjeningen
Hertil formiddag har Teknik & Byggeudvalget i Esbjerg Kommune besluttet at gå videre med planerne for en ny busbetjening i Esbjerg Kommune.
I dag kører busserne efter et rutenet fra 1994, som kun er justeret i mindre grad. Her 22 år senere har passagerne andre transportbehov end tidligere. Det er blevet tydligt i hele processen omkring at gentænke den kollektive transport i Esbjerg Kommune.
”Derfor har vi inviteret forskellige kunde- og interessentgrupper til workshops, hvor de har været med til at påvirke fremtidens busbetjening. Vi har fået rigtig gode input, som er med til at fremtidssikre denne model, som vi nu har valgt”, uddyber formand for Bygge & Teknikudvalget Anders Kronborg. Sammen med udvalget er han blevet briefet undervejs i procesforløbet.
"20 år har også betydet meget i forhold til kommunens infrastruktur. Udviklingen i kommunen tager den hidtidige busbetjening ikke tilstrækkelig højde for. En velfungerende kollektiv trafik er fx en vigtig del af, hvordan en storby opfattes. Derfor er de nye planer direkte udløbere af Vision 2020 og vækststrategien for hele kommunen. Nu bliver den kollektive trafik tilpasset EnergiMetropolen," skriver Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.
”Vi får nu det, der kaldes et stambusnet, og som man kender fra ruteplanlægningen i andre større byer. Det betyder et enkelt system med afgange og ankomster på faste minuttal, relativt få direkte linjer og kortere rejsetid. Den kombination giver den kollektive bustrafik et løft ved at skabe et bedre serviceniveau end i dag”, forudser Anders Kronborg.
Den nye ruteføring tager højde for både bybusser, lokale og regionale ruter og togforbindelserne. Samtænkning på tværs af bustyper giver en ny synergi. Et godt eksempel på hvordan den nye struktur kommer passagerne til gode er, at ruterne til uddannelsesinstitutionerne vil være uden skift, uanset om man står på bussen i byen eller længere ude.
”Hele øvelsen startede fordi passagerantal og udgifter ikke matchede hinanden. Der skal balance i det uholdbare regnestykke. Det har vi skabt ved at kaste alle boldene op i luften og lade dem falde ned i et nyt net, hvor passagerne faktisk vil opleve forbedret service sammenlignet med i dag. Det bliver hurtigere at komme fra A til B, og dermed er vi med til at gøre den kollektive trafik endnu mere attraktiv”, siger Anders Kronborg.
Efter Teknik & Byggeudvalgets beslutning skal Esbjerg Byråd præsenteres for planerne. Hvis byrådet også kan bakke op om de overordnede linjer, bliver det startskuddet til et større og mere detaljeret planlægningsarbejde, som Esbjerg Kommune vil inddrage de væsentligste samarbejdspartnere i. Forslaget vil også blive sendt i offentlig høring.