KAOS OG SVIGT!

Af Viggo Nørgaard Nielsen

Den 18. april udkom Hvidovreborgeren Claus Kræmmers bog ”Sejt”, og selvom de medvirkende personers navne i bogen er fiktive, så er den fortalt frit fra leveren og hudløst ærlig. Udgivelsesdagen den 18. april er ikke tilfældig. Den dag fyldte Claus 48 år, og på den dato blev han konfirmeret, og som han fortæller: - Det var den værste dag i mit liv! Vi er i Sct. Katrine kirke i Hjørring. Der er konfirmation. Kirkebænke er reserveret til Claus’ familie, men der dukker kun en 5-6 stykker op. Bænkene står næsten gabende tomme. Familien er stået af. For Claus er det yderst pinligt. - Jeg selv var 15 år. Min far havde forsøgt selvmord og var på vej ind i depression. Efter selve konfirmationen var der en trykket stemning derhjemme, min far var tydeligt deprimeret og min mor overfrisk. Skilsmissen var en realitet. Fra den dag besluttede jeg mig for at tage sagen i egen hånd. Jeg ville råbe mine forældre op, gøre noget, så det kunne ses og mærkes.

Tryghed i en drengebande

- Det begyndte i en lille lokal købmandsbutik. I løbet af natten tømte vi butikken for snart sagt alt. Et par dage efter kunne vores bande konstatere, at ejeren måtte dreje nøglen om og lukke butikken. Den situation har Claus aldrig glemt. - Det har forfulgt mig altid. Om det siden var læderjakker, vi fyldte bilen med eller noget andet kostbart, så var der altid en indre stemme, der spurgte: Hvorfor? Er det det, du vil? Når Claus i dag ser tilbage på den tid, så vender han tilbage til sin barndom hos sine forældre i Hjørring. De havde penge og kunne give lidt omsorg en gang imellem, men alt andet var rod, kaos og forvirring. Hjemme havde han således ikke de nødvendige rollemodeller at se op til eller en værktøjskasse, som han kunne bruge for at kunne håndtere sit liv, og derfor følte Claus, at han selv måtte tage ansvar og selv overtage opdragelsen. - Jeg måtte erkende, at der ikke skete noget godt, før jeg selv tog ansvaret for mit eget liv. Fra tue til tue måtte jeg selv finde vej gennem kaos for at få styr på mig selv. Den tryghed og det hierarki, jeg havde oplevet i den lille kriminelle bande som noget godt, måtte findes på andre mere konstruktive steder.

Søværnet som redningsplanke

Hans redning blev Søværnet. Som 18-årig kom Claus til søværnet og var der fra 1986-2003, og her var det let at finde sin plads i hierarkiet. Nogen var over, og nogen var under. Intet kaos men orden! På en måde er det et paradoks, at det hierarki i drengebanden, som førte til kriminalitet, samtidig er det hierarki, som Claus genkender i søværnet som et nyttigt pejlemærke. Det karakteristiske for den form for orden er, at det er tydeligt. Tingene bliver sagt uden teflon. Man kender sin plads. - For en forældre er det også meget vigtigt at være tydelig - at kunne sige nej, som helt igennem er til at forstå. Nogen gange har vi som forældre ikke svarene, som de unge forlanger her og nu, og så er der en tendens til, at vi svarer henholdende, undvigende eller forkert. Men så hellere udsætte svaret eller i det mindste være opmærksom på, at levere et tydeligt svar, fortæller Claus Kræmmer. I dag arbejde Claus i Hvidovre i en døgninstitution, et behandlingssted for unge mennesker med forskellige problemer, som måske kan ligne dem, han beskriver i bogen. I det mindste bruger Claus sine erfaringer i sit daglige arbejde. I bogen fortæller han meget direkte om sit vilde teenageliv og om den kriminalitet, han selv var med til. - Som professionel behandler er det naturligvis ikke min rolle at give tips og ideer til, hvordan man stjæler, slås eller snyder andre mennesker. Det, at jeg selv har gjort mine erfaringer på kanten af loven, selv har været utilpasset, selv har følt frustration og magtesløshed, er i dag blevet min styrke, der hjælper mig til en større indlevelsesevne og derved større forståelse og empati for de unge. Det største for mig i dag er blevet glæden ved at hjælpe andre, slutter Claus Kræmmer.