Fortsæt til indhold

To grupper gik løs på hinanden med køller og knive

Gruppe stak af i bil med høj fart i den forkerte kørebane

Arkiv
Danni Paulsen

Mandag eftermiddag udspillede der sig et voldeligt sceneri foran indgangen til Odense Banegård Center på Østre Stationsvej.
To grupper med syv-otte mænd gik løs på hinanden med baseballbats på såvel fortovet som ude på vejen.
Det skriver Fyens Stiftstidende, som har til huse lige over fra OBC.
Medarbejdere hos mediet filmede slagsmålet. Den video kan du se her.
Den ene gruppering endte med at stikke af i en sølvfarvet Nissan Primera i høj fart ned ad Østre Stationsvej med retning mod Hans Mules Gade.
Bilen accelererede hurtigt, kørte ind i en håndfuld trafikkegler og over i den modsatte vejbane for ikke at skulle holde stille i krydset.
Men slagsmålet stoppede ikke der. Senere fortsatte de to grupperinger angiveligt ved Kilometerhusene på Nyborgvej.
Her blev en mand stukket to gange med kniv, så hans ene lunge bliver punkteret, og slået i hovedet med en hjulnøgle, skriver Fyens Stiftstidende.
Fyns Politi efterforsker sagen som drabsforsøg og fortæller til mediet, at der ikke skulle være tale om et bandeopgør.