Nattisser opdagede tyve hos naboen
En mand i Ølgod alarmerede i nat politiet, da han spotttede indbrudstyve i aktion hos naboen
De fleste irriteres over nattisseri, men i Ølgod er en villaejer utvivlsomt meget glad for, at vedkommendes nabo natten til fredag måtte op for at gå på toilettet.
Fra toiletvinduet observerede naboen nemlig, at der listede to unge mænd rundt med lommelygter ved huset ved siden af. Naboen vidste, at huset i disse dage står tomt, så derfor greb han lynhurtigt telefonen og ringede efter politiet.
Ordensmagten satte omgående kurs mod Tyttebærvej i Ølgod, hvor de kort efter fik fingrene i en 34-årig lettisk mand, mens den anden havde held til at stikke af.
Politiet modtog anmeldelsen kl. 02.00. På den lettiske mand fandt politiet ganske rigtigt tyvekoster fra villaen ligesom de også fandt ting, som formentlig relaterer til sig til andre indbrud. Det skal nu undersøges.
Politiet ønsker at fremstille manden i grundlovsforhør senere i dag med krav om fængsling.