Fortsæt til indhold

Fængslet 41-årig sigtet for endnu en pyroman-brand i Odense

Arkiv
Arkiv

Fyns Politi har sigtet den 41-årige mand fra Odense, der er mistænkt for at have påsat en række brande i Odense, for at have påsat endnu en brand – nemlig branden i spejderhytten, Frederiksminde, Fruens Bøge Skov 3. Den fredede spejderhytte brændte ned natten mellem den 31. august og 1. september 2015.
Med den nye sigtelse er den 41-årige mand sigtet for at have påsat i alt 14 brande i Odense samt for et tilfælde af blufærdighedskrænkelse. Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Spejderhytten er nabo til Restaurant Carlslund, der brændte ned natten til den 20. juni 2015 – også efter en påsat brand, men denne brand er den 41-årige mand ikke blevet sigtet for.
"Efterforskning af brande kan være endog meget vanskelig, fordi ilden ofte ødelægger mange af de tekniske spor. Vi må derfor desværre konstatere, at vi i efterforskningen ikke har fundet indicier og/eller beviser nok til at kunne rejse en sigtelse mod den 41-årige for branden i Restaurant Carlslund," siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen fra Fyns Politi.
Den 41-årige mand har siddet varetægtsfængslet siden den 19. februar 2016. Onsdag besluttede dommeren ved Retten i Odense at forlænge varetægtsfængslingen i yderligere fire uger. Der blev ikke afholdt noget retsmøde, da den sigtede skriftligt på forhånd havde valgt at acceptere en forlængelse af sin varetægtsfængsling.
Manden har kun erkendt at have påsat branden i Dalum Idrætsforening (DHG) den 13. december 2015.
Det forventes, at efterforskningen i sagen vil være afsluttet til august, hvorefter den overgår til Anklagemyndigheden, der skal vurdere spørgsmålet om tiltale. Under hele forløbet har den sigtede nægtet at udtale sig til politiet.
Den 41-årige mand er nu sigtet for at have påsat følgende brande i Odense:

  • 15. august 2015 - Odense Roklub på Kanalvej 160
  • 31. august 2015 - Let-Køb Ranunkelvænget 86
  • 31. august - 1. september 2015 - Spejderhytten Frederiksminde, Fruens Bøge Skov 3
  • 19. oktober 2015 - Let-Køb Ranunkelvænget 86
  • 26. november 2015 - Dyreklinik, Dalumvej 10
  • 26. november 2015 - Fodklinikken, Dalumvej 8
  • 11. – 13. december 2015 – Plantas, Højmevej 31
  • 10. – 12. december 2015 - Dyrup Kirke/FDF spejderhus, Tranehøjen 1
  • 13. december 2015 - DHG's klubhus Solbakken 23
  • 16. december 2015 - 3x34, Peder Wesselsvej 7
  • 18. december 2015 - Dyrup Kirke/FDF spejderhus, Tranehøjen 1
  • 22. december 2015 – Restaurant Bondestuen, Sdr. Boulevard 85
  • 26. december 2015 - Karvil Biler, Bondovej 13
  • 13. februar 2016 - Dalum Idrætsforening, Dalumvej 95D

Manden er desuden sigtet for at have begået blufærdighedskrænkelse i Fruens Bøge den 26. november 2015.