HIF fortsat en af de udvalgte
DBU har fornyet B-licensen til Hvidovre IF’s herreungdom
Allerede ved sidste års licensfornyelser fik HIF at vide, at man skulle imødese endnu større krav, og at klubben skulle tage nogle store skridt fremad. - Derfor er det da også en særlig stor fjer i hatten, at vi har kunnet fastholde vores B-licens for den kommende sæson. Vi er nok en af de klubber i DBU’s licenssystem med det mindste budget til vores elitearbejde. Derfor skal vores trænere og ledere i eliteafdelingen yde en særlig stor indsats, og vi skal være særligt smarte i vores måde at gribe tingene an på, siger Henrik Frithiof Nielsen, bestyrelsesmedlem i Hvidovre IF og med ansvar for den sportslige sektion. Ved en licensansøgning skal man fremlægge en stor og detaljeret beskrivelse af sit elitearbejde, og man skal kunne dokumentere en trænerliste med et højt fodboldmæssigt uddannelsesniveau, der er krav til organisationen omkring eliteholdene, og man skal leve op til en række minimumskrav til faciliteter som for eksempel baneforhold.
Stærk plan
HIF’s eliteledelse har sammen med bestyrelsen i de seneste måneder arbejdet hårdt og målrettet på at kunne præsentere en skarp og troværdig plan for klubbens talentarbejde. Planen kommer til at betyde nogle organisatoriske ændringer, og det har blandt andet været stærkt medvirkende til, at DBU har valgt at forny licensen. Talentansvarlig Søren Grøn Feddersen: - DBU har både i sit licenssvar og i vores dialog med dem anerkendt vores nuværende arbejde og plan for fremtiden. Nu vil vi selvfølgelig gøre alt for at leve op til tilliden og håber på opbakning fra alle vores samarbejdspartnere; blandt andre Hvidovre Kommune, som er en vigtig støtte i sikringen af talentarbejdet i HIF... På drengeungdom er der 12 A-licensklubber i Danmark. Ni af disse har deres seniorhold i Superligaen, tre af dem er veletablerede 1. divisionsklubber. Der er ligeledes 12 B-licensklubber, hvoraf to har seniorhold i Superligaen, fire i 1. division, mens de seks sidste har seniorhold i 2. division som HIF. Som B-licensklub deltager HIF i landets næsthøjeste landsdækkende rækker i U17 og U19. På U13-U15 er man garanteret plads i en af de øverste fællesrækker.