HIF igen det bedste mandskab
"Same old story" for HIF der skabte en masse muligheder men kun fik uafgjort i Marienlyst
- Vi var ikke klar på opgaven, og det er selvfølgelig ikke godt nok, kommenterede træner Christian Iversen efter Marienlyst havde bragt sig i front efter bare to minutters spil. - Efter det første kvarter var det os, der sad på det hele. Marienlyst begyndte at trække tiden efter 20 minutters spil, og det sagde noget om den måde, de følte, da vores spil begyndte at fungere. Vi havde teten og chancerne, men scorede ikke målene... - Det blev mere markant i 2. halvleg med kæmpe muligheder til Louka Andreassen, Alexandar Lazarevic og Christopher Østberg, men vi skulle først midtvejs hen, før Alexandar Lazarevic udnyttede et godt fladt oplæg fra Nicholas Marfelt. Alexandar behøvede bare at sætte en inderside på bolden. Nicholas Marfelt har som bekendt meldt ud, at han desværre for os skifter til Helsingør. Hvis han vurderer, at det er det rigtige valg for ham lige nu, er det jo det, han skal tage. Vi ønsker ham al held og lykke og takker for hans tid i Hvidovre. I øvrigt var der debut til U19 spilleren Frederik Simson, der er angriber og spillede de sidste syv minutter... - Ser man mere bredt på HIF’s hold, er det min opfattelse, at vi bliver bedre og bedre som hold. Vi er dygtige med bolden og har fået knækket koden omkring tålmodighed og disciplin. Vi kunne godt bruge lidt mere kynisme i front, for alt det andet fungerer rigtig godt. Der resterer tre kampe, og dem skal vi vinde alle tre, hvis vi skal rykke op. Vi har stadig en chance i kampen om oprykning, og den forfølger vi... - Næste opgave er på lørdag ude mod Aarhus Fremad, og det er selvsagt en kamp, vi skal vinde. Ingen skader og ingen karantæner, så det er optimalt for os...